Stadig flere danskere søger mod Sverige for at fylde indkøbskurvene med slik og billige cigaretter.

Sverige har ligefrem overhalet Tyskland som landet, hvor vi foretrækker at købe cigaretterne, oplyser revisionsselskabet KPMG i en ny rapport foretaget for tobaksfirmaet Philip Morris.

På den anden side af Øresund kan man nemlig spare 15 kroner pakken.

Det skriver TV 2 Lorry.

Forbrugernes købemønster er problematisk, mener vicedirektør i De Samvirkende Købmænd Claus Bøgelund Nielsen.

»Politisk skal man naturligvis gøre alt, hvad man overhovedet kan for at dæmpe forbruget af cigaretter. Men de cigaretter, danskerne nu engang køber, bliver ikke mindre usunde af at være købt i udlandet. Derfor ser vi meget gerne, at skatteindtægterne, momsindtægterne og arbejdspladserne bliver lagt i danske butikker,« siger han til tv-stationen.

Han foreslår derfor, at man gør, som man har gjort i Frankrig. Her må en franskmand maks. købe 200 cigaretter.

Andre steder i Europa må man typisk købe 800.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) afviser dog over for Lorry, at det er vejen frem.

De høje cigaretpriser i Danmark er nemlig en måde, hvorpå man kan få de unge til at lade være med ryge, lyder det.

Vælger man at tage til Sverige for at foretage grænsehandel, skal man huske på, at der også er udgifter til Øresundsbroen – med rabatordning koster en tur 350 kroner tur/retur.