Det verdensomspændende sociale medie Twitter er på vej med en model, hvor det koster penge at bruge platformen.

Modellen er endnu ikke lanceret officielt, men en lille fejl gjorde fredag, at flere internationale medier kom på sporet af det nye tiltag.

Det skriver eksempelvis BBC.

Fejlen var, at Twitter pludselig fredag gjorde en App med navnet ‘Twitter Blue’ tilgængelig i flere App-stores.

Her fremgik det, at det koster penge at bruge de services, der tilbydes i App’en.

Twitter har indtil videre afvist at kommentere nyheden.

Tidligere i år har Twitters ledelse dog åbent talt om, at man vil forsøge at tjene penge på flere andre måder end annoncer – som i dag udgør 85 procent af omsætningen – og eksempelvis forsøge sig med en tjeneste, der koster penge.

Ifølge BBC, som også citerer tech-bloggeren Jane Machun Wong, kommer Twitter Blue til at koste 2.99 amerikanske dollar eller 2.49 britiske pund om måneden.

I danske kroner er det en pris mellem 18-20 kroner.

Det er uvist, hvad man så får for de penge, men ifølge Jane Machun Wong, som hævder at have adgang til den nye App, giver Twitter Blue blandt andet mulighed for at slette tweets, ligesom man får en ‘læser-funktion’, så det bliver lettere at læse længere Twitter-tråde.

Den nuværende udgave af Twitter vil fortsat være gratis.

Forventningen er, at det meget snart bliver muligt for brugere i udvalgte lande at gøre brug af den nye Twitter-tjeneste.

Omkring 17 procent af den danske befolkning har en Twitter-profil, viser tal fra Kulturministeriet.