Tv-giganterne YouSee og Discovery befinder sig i en bitter strid om sendefladen.

Krigens casus belli skete, efter YouSee i september meddelte, at de ville fjerne Discoverys kanaler som del af de faste tv-pakker og i stedet udbyde dem som en del af en 'bland selv-løsning'.

En beslutning, som af Discovery fik en mildest talt lunken modtagelse.

I tiden siden september har Discovery kørt en skarpt kritisk kampagne mod YouSee, og fredag eftermiddag så kampagnen sit nyeste træk, der søger at ramme YouSee, hvor det gør ondt – på kunderne.

Sammen med YouGov har Discovery fået foretaget en måling af YouSees knap 1,2 mio. kunder opgjort i husstande, der holder YouSee, og spurgt et repræsentativt udsnit, om hvad de vil gøre, hvis Discoverys kanaler forsvinder.

Her svarer 18 pct., at de helt sikkert vil skifte tv-udbyder, mens 15 pct. vil overveje at skifte.

Jacob Mortensen, administrerende direktør i YouSee, har set YouGov-målingen:

»Den undersøgelse kan vi ikke genkende, og den kan jeg ikke genkende. Men vi kan godt forstå, hvis der er nogle kunder, der er usikre på, hvad der kommer til at ske, og derfor tager vi fat i kunderne og fortæller, hvordan det hænger sammen,« siger han.

Men det er jo YouGov, der har lavet den, og de plejer at være garant for valide undersøgelser, så er den ikke troværdig nok for dig at se?

»Troværdigheden tror jeg ikke, at jeg skal kloge mig på. Det, jeg hæfter mig ved, er, at vi også er tæt på kunderne, og de tal, der står i analysen, kan vi ikke genkende i vores kundedialoger.«

Claus Bülow Christensen, der er medierådgiver og tv-ekspert, mener, at kunde-undersøgelsen er et smart træk fra Discovery, omend det lægger sig i halen af en særdeles aggressiv kampagne.

»Det er selvfølgelig en del af Discoverys strategi at lave sådan en undersøgelse her, og hvis den står til troende, at det vitterligt er 18 procent, som overvejer at afmelde YouSee, så må det være lige så mange, der er glade for at se Discoverys kanaler,« siger han og tilføjer:

»Jeg vil sige, at Discovery er uhørt aggressive, og de må jo have en overbevisning om, at det kommer til at virke at banke YouSee i hovedet med deres egne kunder.«

Den udlægning er Discovery imidlertid uenig i. I en e-mail til B.T. skriver Discoverys administrerende direktør, Christian Kemp:

'Vi synes, det er nødvendigt at gå ud med den her kampagne. Det er en alvorlig situation for os og en ny situation for rigtig mange af YouSees kunder (...) YouSee skriver måske nogle breve til deres kunder, hvori der gives indtryk, som ikke er rigtige (...).'

For nylig lancerede Discovery kampagnen 'NoSee', der reklamerer for, at YouSees kunder kan forvente sort skærm, når Discoverys kanaler bliver fjernet.

Men det er noget pjat, siger Claus Bülow:

»Der er ikke noget, der går i sort. YouSee har selv købt sportsrettigheder til deres egne kanaler, så der vil stadig være masser af sport.«

Jacob Mortensen kan ikke genkende Discoverys udlægning af sagen, og til spørgsmålet om, hvorvidt YouSee skulle sende misvisende information til kunderne, svarer han:

»Jeg er klar på en Detektor-test på, om det, vi skriver til vores kunder, er korrekt.

På trods af den iskolde luft spår Claus Bülow Christensen alligevel en forsoning, da der efter ham at dømme er alt for meget på spil for de to tv-mastodonter:

»Jeg vil gætte på, at de snart går til forhandlingsbordet og kommer ud med et kompromis om et par sportskanaler i tv-pakken, og at Discovery kommer ind i bland selv-universet. Det kan godt være, at jeg ikke har ret, men hvis ikke, så er det i hvert fald helt enestående, helt usædvanligt og også meget dumt,« siger han.

Om den forudsigelse siger Jacob Mortensen:

»Jeg ville sætte mine penge det samme sted som Claus Bülow Christensen.«