Onsdag måtte Energistyrelsen lukke for ansøgninger til Bygningspuljen.

De havde nemlig allerede modtaget mere end 7.000 af slagsen fra håbefulde boligejere, der krydsede fingre for en bid af puljen på 121 millioner kroner – og mange af disse var med et ønske om et tilskud til at udskifte naturgasfyr med en varmepumpe, meddelte styrelsen.

Noget, der bestemt ikke undrer B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen.

»De her puljer er altid ekstremt populære, og med den energikrise, vi står overfor nu, er det ikke overraskende, at interessen har været stor igen,« fortæller han og tilføjer:

»Det er ganske enkelt et udtryk for den desperation, der breder sig i mange danske hjem lige nu – især de hjem, der varmer med gas. De godt 400.000 husstande med gasfyr havde en rigtig hård vinter sidste år med høje gasregninger, men den kommende vinter kan blive så brutal, at man risikerer ikke at kunne betale sine regninger, fordi priserne er stukket af på grund af krigen i Ukraine.«

Niels Philip Kjeldsen forklarer dog, at man i skiftet fra naturgasfyr til varmepumpe skifter fra én dyr opvarmningsform til en anden grundet de historisk høje elpriser.

»Det er dog billigere end gas, og det er nok i det lys, vi skal se det her,« lyder det dog.

På baggrund af Ruslands gasleverancer, der er stoppet, oplever han, at danskerne lige nu har travlt med at komme væk fra gasfyr, hvis muligt.

»Lige nu virker gas som en opvarmningsform, som er håbløst dyr og vil være det længe,« fortæller Niels Philip Kjeldsen.