Tusinder af danskere med realkreditlån er mandag blevet ramt af et vaskeægte rentechok, efter auktioner på korte boliglån er lukket.

Det er endt i rentesatser, som kommer til at koste tusinder af boligejere en ekstraudgift til boliglånet på flere tusinde kroner om måneden fra det nye år.

  • Renten på F1 går fra -0,24 til 3,15.
  • Renten på F3 går fra -0,39 til 3,11.
  • Renten på F5 går fra 0,22 til 3,14.

For en boligejer, der skylder 2,5 millioner kroner, betyder det, at den årlige udgift stiger med helt op mod 52.000 kroner om året, viser beregninger fra Totalkredit.

»Det kan virkelig mærkes. Det er en helt vild stigning for en husstand. Og det kommer samtidig med, at der generelt er høj inflation i samfundet,« siger Ann Lehmann Erichsen, som er selvstændig privatøkonom:

»Det er en helt ny virkelighed for mange husstande. Det bliver en strammere økonomi fremadrettet.«

Hun påpeger dog, at boligejere med flekslån er blevet godkendt til at have et fastforrentet lån og derfor ofte vil have økonomien til at betale stigningen.

»På trods af det står man selvfølgelig med en forringet økonomi. Og så handler det altså om at sætte sig ned og se på, hvordan man sætter budgettet sammen fremadrettet,« siger Ann Lehmann Erichsen:

»Der vil være en del husstande, som ikke skal på ferie, og som må skrue ned for udgifterne til mange forskellige ting.«

Ann Lehmann Erichsen fremhæver, at selvom rentestigningerne ser vilde ud, så er det sket før, og at det er en risiko, man er bekendt med, når man har flekslån.

»Nu har vi haft mange år med helt meget lave renter og endda minusrenter, så vi har måske vænnet os til, at det ikke koster noget at låne. Det gør jo chokket det større,« siger Ann Lehmann Erichsen:

»Så det her er en brat opvågnen. Der har altid været store renteudsving på boliglån historisk set. Det her skete også i slutningen af nullerne. Så det går op, men det går altså også ned igen på et tidspunkt.«