Efter 10 ugers total lammelse og corona-nedlukning genåbner tusinder af caféer og restauranter mandag i hele Danmark.
Og selvom det bliver en lidt anderledes oplevelse for både personale og gæster, er det en glædens dag i branchen.
»Vi forventer og håber selvfølgelig, at mange vil benytte sig af muligheden for at komme ud blandt andre mennesker og få serveret et lækkert måltid mad. Selvom hele branchen er presset i bund, så er det her absolut en god dag,« siger Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Horesta.
Genåbningen bliver dog på coronavirussens præmisser, som det også har været og fortsat er tilfældet i de erhverv, som allerede er åbnet.
Mange danskere har de seneste uger eksempelvis oplevet at blive betjent af medarbejdere med handsker på, og en del har oplevet fysioterapeuten, tandlægen og frisøren iført maske.
Så drastisk bliver det dog ikke umiddelbart på landets caféer og restauranter. Men der vil være ting, der er anderledes.
»Det er for eksempel forbudt at stå i baren, for man vil gerne undgå, at folk klumper sig sammen. De restauranter, hvor kunderne normalt sidder tæt, der vil bordene stå lidt længere fra hinanden. Og der vil selvfølgelig være håndsprit fremme,« siger Annette Hyldebrandt:
»Så man vil nok opleve, at tingene kan se lidt anderledes ud. Medarbejderne vil dog nok se ud, som de plejer.«
Før coronavirus fik Mette Frederiksen til at lukke Danmark i marts, var branchen i gang med en kæmpe optur med vækst år efter år.
Nu er man bombet tilbage til start. Horesta vurderer, at det vil tage flere år, før caféer, restauranter og hoteller er tilbage på det niveau, de var på før corona.
»På trods af genåbning er vi langt fra at være der, hvor vi var før corona. Tæppet er hevet fuldstændigt væk, så der er et meget stort behov for, at de økonomiske hjælpepakker bliver justeret,« siger Annette Hyldebrandt:
»Vi regner med, at der går noget tid, før forbrugerne er klar til at bruge penge på samme måde som før krisen. Men når alt det er sagt, så er vi meget glade for at kunne åbne igen på de her præmisser, og det er selvfølgelig en glædens dag.«