Tilbudsaviserne taler sit tydelige sprog, selv om det måske er gået lidt ubemærket hen.

Prisen for 20 dåser Carlsberg og 18 dåser Tuborg er den samme hos Coop i hele marts måned. Men hvorfor får man ikke samme antal?

Samtidig har Bilka tilbud på 2 kasser flaskeøl. Her er to kasser Tuborg 20 kroner dyrere end to kasser Carlsberg.

De to førende ølmærker herhjemme har i mange år været brygget af Carlsberg Breweries A/S, som også har solgt dem til samme pris.

Det er lidt billigere at drikke Carlsberg end Tuborg. Vis mere

Men på et eller andet tidspunkt i løbet af 2018 skete der noget, fortæller bryggerigantens kommunikationschef, Kasper Elbjørn.

»Vi har også bemærket, at Tuborg er blevet dyrere. Men det er ikke os, der sætter priserne i butikkerne. Kæderne forhandler sig til deres indkøbspris ud fra hvor meget, de køber,« siger han.

Så når butikkerne sælger Tuborg dyrere, er det ikke udtryk for, at I generelt har hævet jeres priser?

«Nej. Der er endda eksempler på, at kæderne sælger øl med tab. Det så vi sidste år med Tuborg Julebryg.«

Hos en af Carlsbergs største kunder herhjemme, dagligvarekoncernen Coop, der driver kæderne SuperBrugsen, Fakta, Kvickly og Irma, er svaret dog et lidt andet.

»Grunden til, at tilbudsprisen er forskellig, er, at indkøbsprisen er forskellig. Carlsberg har ganske enkelt bestemt, at de vil tage mere for Grøn Tuborg end for Carlsberg,« siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.

Det er en forretningshemmelighed, hvor meget Coop tjener på en øl, men indtjeningen er procentvis den samme på Tuborg og Carlsberg, siger han.

Mens Carlsberg for 40 år siden var det største af de to mærker, sælges der i dag flest Tuborg globalt, selv om Carlsberg er til stede på næsten dobbelt så mange markeder.

Og det er måske en af forklaringerne på, at Tuborg nu også er blevet dyrere, vurderer brandingeksperten Henrik Byager.

»Carlsberg opfattes som internationalt, mens Tuborg er mere dansk. Vi forbinder Tuborg med grønne koncerter og hygge. Det kan man spille på,« siger han.

Henrik Byager er sikker på, at Carlsberg Breweries vurderer, at Tuborg-brandet har større værdi.

»Ellers ville man ikke turde det her. Det er næppe mange forbrugere, der kan smage forskel på en Tuborg og en Carlsberg,« siger han.