Jeg troede dårligt mine egne øjne, da jeg i den forgangne uge cyklede forbi de sædvanlige tankstationer på vej til arbejde.

Det seneste års tid er blevet en vane for mig at se på alle de benzinstandere, jeg cykler forbi. Det er blevet en slags inflationskompas.

Da jeg cyklede forbi benzinstanderne i sidste uge, blev jeg mødt af et syn, jeg aldrig troede, jeg skulle se igen.

For første gang siden januar var prisen for både benzin og diesel under 14 kroner literen!

Det er ikke mange måneder siden, jeg fik et chok med helt andre fortegn. Der lå prisen mellem 18 og 20 kroner literen.

Nu er den under 14 kroner. Et fald på op mod 30 procent fra toppen.

Frygten for recession og en overkapacitet af råolie er blandt forklaringerne på dén positive udvikling.

Samtidig med det her benzin-chok sad min kollega og jeg og havde netop færdiggjort et pristjek af dagligvarer, som vi publicerede i sidste uge.

I det oprindelige pristjek havde vi hakket oksekød med i pristjekket, men fordi der var så stor forvirring om, hvad der var normalpriser og tilbudspriser på dagen, måtte vi tage hakket oksekød ud for at sikre troværdigheden.

Vi undrede os selvfølgelig og fulgte så priserne tæt ugen efter. Også her var der godt nyt.

Efter en nærmest latterlig priseksplosion på 50 procent for en gang hakkekød er prisen nu på vej ned.

Da hakket oksekød med en fedtprocent på 8-12 toppede i sommer, kostede 500 gram 52,95 kroner mange steder.

Nu er vi nede i 46,95. Et fald på 11 procent på én gang.

Forklaring? Faldende notering til landmændene, men endnu mere interessant: Forbrugerne er simpelthen – i stort omfang – holdt op med at købe oksekød.

20-25 procent er salget faldet, fordi priserne er pustet så absurd langt op. Forbrugerne siger ganske enkelt 'nej tak' og finder noget andet.

Og når efterspørgslen er lavere end udbuddet, falder prisen.

En sidste god nyhed, nu vi er i gang.

I min husstand har vi varmepumpe. Den har vi været glade for. Men da jeg sad og så elpriserne i august, meldte mavepinen sig trods alt.

Vi stod – ligesom tusinder af andre el- og gaskunder – til en gigantisk ekstraregning over vinteren.

Der kostede en kWh fem, seks og syv kroner UDEN afgifter og moms. Det var vanvittigt. Gaspriserne var endnu værre.

Men de seneste mange uger har vi altså været markant længere nede – både når vi taler el- og gaspriser. I stedet for fem kroner for en kWh taler vi en halv eller hel krone.

Vind, vejr, fyldte gaslagre og meget andet har hjulpet den udvikling på vej.

Det er ikke for at sige, at krisen er afblæst. Alt kan nærmest ske, må vi desværre erkende.

Men de positive pris-nyheder hænger ikke på træerne for tiden. Så jeg lader mig gerne begejstre af dem, der er.