Med torsdagens rentestigning i Den Europæiske Centralbank til 3,75 procent rammer den ledende rente sit højeste niveau siden maj 2001.

Nationalbanken fulgte som forventet trop og hævede ligeledes rente med 0,25 procentpoint.

Og det kan mærkes hos mange danske boligejere, at renten er eksploderet, efter at den for et år siden var på minus 0,5 procent.

Ifølge beregninger fra Totalkredit er det blevet cirka 14.000 kroner dyrere om året for et lån på en million kroner med afdrag, når der er taget højde for rentefradraget, sammenlignet med da renten var negativ i begyndelsen af 2022.

Hvis man har et afdragsfrit lån, betaler man cirka 30.000 kroner mere om året.

Sidste år var renten negativt, men siden er den steget voldsomt, hvilket betyder en stor ekstraregning til de boligejere, der har fået fornyet renten på deres realkreditlån.
Sidste år var renten negativt, men siden er den steget voldsomt, hvilket betyder en stor ekstraregning til de boligejere, der har fået fornyet renten på deres realkreditlån. Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix/Arkiv
Vis mere

Den gode nyhed oven på torsdagens rentestigning er, at markedet havde forventet stigning, så det bliver ikke dyrere at gå ud og låne til et nyt hus, fortæller chefanalytiker i Nykredit, Sune Malthe-Thagaard.

Heller ikke boligejere med realkreditlån, der får ny rente hvert halve år, behøver frygte, at deres rente på omkring fire procent stiger mærkbart fra 1. januar.

»Det skyldes, at renteforhøjelsen var ventet af investorerne, allerede da boligejere fik ny rente 1. juli, og da der er tale om en seksmåneders rente på F-kort-lånet, er forventninger til centralbanken seks måneder ud i fremtiden regnet med,« siger chefanalytikeren.

»Omvendt er der altså ikke en lettelse i udsigt, og vi forventer, at F-kort-renten vil være omtrent uændret pr. 1. januar.«

»Men hvis boligejere med realkreditlån, der får ny rente hvert halve år, havde håbet på en snarlig rentelettelse, så er dagens renteforhøjelse dårligt nyt,« siger han.

»Med den ventede renteforhøjelse kan de godt skyde en hvid pind efter en lavere rente, når den fastsættes på ny til nytår.«

F-kort-renten kom op på cirka fire procent pr. 1. juli i år. Det var en stigning på cirka et procentpoint i forhold til renten fra nytår 2023. For halvandet år siden var F-kort-renten stadig negativ.

Med torsdagens rentestigning forventer flere eksperter, at man er ved at have nået rentetoppen, og fokus i stedet bliver rettet mod rentefald.

Det er også forventninger hos Sune Malthe-Thagaard:

»Når vi kommer frem til næste sommer og boligejere med F-kort-rente skal have ny rente igen pr. 1. juli, er der udsigt til en lidt lavere rente. Vores bedste bud er, at den til den tid skal lidt mere end 0,75 procentpoint ned.«

»Det skyldes, at vi regner med, at Den Europæiske Centralbank er i gang med at sætte renten ned i midten af næste år, fordi inflationen er på vej til at opfylde målsætningen om to procent.«

I eurozonen ligger inflationen lige nu på 5,5 procent.