Lyt til artiklen

Inflationen har fast greb om Danmark.

Men det stopper tilsyneladende ikke danskerne i at søge sydpå, når efterårsferien ruller over Danmark.

For rejseselskabet TUI kan mandag melde om, at de har solgt ni ud af ti pladser til de rejselystne danskere. Det fortæller TUIs fungerende pressechef, Kiki Wiese, i en pressemeddelelse.

»Det er tydeligt, at danskerne prioriterer ferierejsen i deres budget, og at der måske stadig ligger lidt opsparede feriepenge derude. Penge som mange prioriterer på rejser og oplevelser,« siger Kiki Wiese.

Der oplyses, at det især er Cypern og De Kanariske Øer, som er i høj kurs blandt danskerne.

Her er det hovedsageligt familievenlige hoteller med all inclusive, som er blevet solgt den seneste tid.

Det er altså ved at være tid til at booke sin rejse, hvis man gerne vil nå med til sydens sol i efterårsferien, vurderer Kiki Wiese.

»Vi har indsat ekstra afgange til Gran Canaria, så her er der lidt plads. Ellers er det ved at være sidste udkald, hvis man ønsker at bruge efterårsferien i varmen,« siger Kiki Wiese.