Vi har job, lav rente og penge til både julegaver og skiferie.

Alligevel har mange af os stadig svært ved at betale det, vi skylder.

Dansk økonomi går mod lysere tider, og beskæftigelsestallene er positive, men der er stadig rigtig mange danskere, der har problemer med at betale deres regninger.

Det skriver finans.dk, som har set nærmere på udviklingen af antallet af dårlige betalere.

Bisnode, der driver Debitor Registret over dårlige betalere, har stort set lige så mange registreret som dårlige betalere som samme tid sidste år.

I september sidste år var 180.236 danskere over 18 år optaget i registeret som dårlige betalere. På samme tid sidste år var tallet 180.395, skriver Finans. Det giver et fald de seneste 12 måneder på bare 0,1 procent, og det kommer bag på folkene bag registret.

Seniorrådgiver René Ostenfeld kalder resultatet 'meget overraskende.'

»Man kunne fristes til at tro, at der ville være et større fald i antallet af registrerede skyldnere den seneste tid, da vi er inde i en økonomisk sund periode med høj beskæftigelse, lave renter og reallønsfremgang,« siger René Ostenfeld til finans.dk.

Det svarer til, at en ud af hver 25 voksne danskere står i Bisnodes skyldnerregister.

Der er dog positive takter at spore i de seneste tal, for antallet af unge under 30, som skylder penge, er faldet. Over de seneste tre år er de faldet med 5,7 procent ifølge tallene fra Bisnode.

De unge skylder heller ikke helt så mange penge væk, som dem over 30.

Hver person under 30 skylder i gennemsnit 22.623 kroner væk, mens det tilsvarende tal for de ældre er mere end dobbelt så højt - 55.308 kroner.