Der er en særlig gruppe, som konsekvenserne af den stigende inflation, øget rente og faldende boligpriser preller af på. Og det er sommerhusejerne.

Det skriver mæglerkæden Estate i en pressemeddelelse.

En af årsagerne til, at priserne ikke lader sig påvirke, er, at der er et stort udlejningspotentiale på sommerhuse, vurderer Estate.

I oktober måned i år er priserne på ejerlejligheder faldet med 700 kroner pr. kvadratmeter, mens villaer er faldet med 300 kroner pr. kvadratmeter. I samme periode er sommerhuse blot faldet med 100 kroner pr. kvadratmeter. Det fortæller tal fra Boligsiden.

Det er usædvanligt, når man tænker på den stigende inflation og det høje renteniveau, vurderer ejendomsmæglerkæden.

»Det er faktisk ret ejendommeligt, at markedet for fritidshuse ikke bliver ramt hårdere. Krisen er begyndt at kradse, og ud fra vores erfaring fra tidligere økonomiske kriser burde der blive sat mange sommerhuse til salg i et trægt marked med det resultat, at priserne faldt i takt med det stigende udbud, men det er slet ikke det, vi ser,« siger Estates presseansvarlige, Thomas Hovgaard.

Han spår, at der skete et kulturskifte i forbindelse med at eje et sommerhus under coronanedlukningen, som påvirker den aktuelle prisudvikling.

»Alle købte sommerhuse i 2020 og 2021, og vi vurderer, at især mange nye yngre sommerhusejere, er blevet ret begejstrede for deres sommerhuse og samtidig anser dem for investeringer på niveau med deres pensioner. Vi hører også, at stadig flere og flere er begyndt at udnytte de attraktive skatteforhold, der knytter sig til sommerhusudlejning, hvor det i mange tilfælde kan lade sig gøre at eje et sommerhus uden at have de store udgifter på det,« siger Thomas Hovgaard.

Han tror ikke, at der vil være prisfald på niveau med ejerlejligheder og villaer, selvom kampen mod inflation skulle trække ud.