Lyt til artiklen

Stigende elpriser har længe været i danskernes bevidsthed.

Men en beregning fra Danske Bank viser, at en gennemsnitlig dansk families elregning bestående af to voksne og to børn, der bor i et parcelhus er blevet mere end halveret fra 1.900 kroner i august til 900 kroner i oktober.

I oktober landede den gennemsnitlige ugepris for én kilowatt-time elektricitet to gange under 80 øre.

Louise Aggerstrøm, privatøkonom og chefanalytiker hos Danske Bank, forklarer, at de faldende elpriser hænger sammen med udbud og efterspørgsel.

»Nogle gange kan udbuddet på strøm stige voldsomt, hvis det blæser meget. Hvis det blæser meget, og der er godt gang i vindmøllerne, så kan det falde sammen med en dag, hvor der er mange der har sparet på strømmen, så er der mere strøm end, der er brug for,« siger Louise Aggerstrøm.

For man kan ikke bare lægge strømmen på et lager.

Derfor er anbefalingen stadig meget klar fra Louise Aggerstrøm. Spar på strømmen.

»Det, der er vigtigt, er, at vi kollektivt sparer på strømmen flere dage, hvor der er for meget strøm i systemet, end de dage hvor der er for lidt strøm i systemet,« siger Louise Aggerstrøm.

»Det er en rigtig god idé at spare på strømmen, for jo mindre strøm vi efterspørger, gør at udover man sparer på sin egen regning, så er der den kollektive effekt af, at vi alle sammen betaler mindre,« lyder det.

For hvis alle skruer op for strømforbruget igen, så vil der komme færre dage med en lav pris på strøm.

Men selvom det kan være svært at spå om prisudviklingen, så peger det på, at prisen på strøm kan komme til at stige igen, lyder vurderingen fra Louise Aggerstrøm.

»Lige nu ligner det, at prisen vil stige, fordi man typisk om vinteren bruger mere energi til både opvarmning og strøm, men det vil være noget lavere, end det var i slutningen af august.«