Det var en hurtig impuls, der fik Anders Jørgensen til at tage sit første kviklån i 2013. Han stod og manglede penge til spil, kom i tanke om et kviklånsfirma, og tre klik på musen senere stod der 4.000 kroner på hans konto.

Problemet var løst. Men Anders' liv var med ét forandret.

»Første gang gik det jo fint. Jeg betalte tilbage, og det var rentefrit. Så jeg tog nye kviklån. Pludselig kunne jeg ikke betale med det samme og måtte lave afdragsordninger. Og så var det, at der kom virkelig store renter og gebyrer oveni,« siger 45-årige Anders Jørgensen fra Bogø.

Renter og gebyrer bidrog til, at Anders røg ind i en nedadgående spiral. Den kulminerede med en gæld på 250.000 kroner og et forlist parforhold fem år senere.

Anders Jørgensen optog det ene kviklån efter det andet - blandt andet for at have råd til at spille.
Anders Jørgensen optog det ene kviklån efter det andet - blandt andet for at have råd til at spille.
Vis mere

For når Anders ikke kunne betale sine afdrag, tog han nye kviklån – ofte fra firmaer, han havde set reklamer for på tv.

»Det var jo så nemt og tilgængeligt. Man skulle bare gå ind på deres hjemmeside, svare på tre-fire spørgsmål, og så stod der penge på din konto igen. Det var rart, når pengene gik ind, men jeg levede på en kæmpe løgn,« siger han.

Forbrugerrådet Tænk indleder nu en kampagne, der skal dæmme op for, at danskerne ender i samme situation som Anders.

En ud af tre kviklånskunder er nemlig endt i store økonomiske problemer, viser en undersøgelse foretaget af Norstat for Forbrugerrådet Tænk.

Og det er en fælde, der er nem at gå i.

De 10 største udbydere af kviklån i Danmark reklamerede sidste år 303 gange om dagen på tv og radio i Danmark, viser en undersøgelse fra Kantar Gallup og Forbrugerrådet Tænk.

Der er tale om lån, som ofte løber op i flere hundrede procent i rente på et år.

»Danskerne bliver bombarderet af reklamer for kviklån, og man sigter direkte efter sårbare unge, kontanthjælpsmodtagere eller andre, der har det svært økonomisk,« siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk:

»Det er lånevilkår, som er helt horrible og uigennemskuelige. Halvdelen af dem, vi ser i vores gældsrådgivning, har taget lån hos finansieringsselskaber, herunder især kviklån. Det er ikke i orden.«

Derfor skal reklamer for kviklån forbydes, mener Forbrugerrådet Tænk.

»Folk ender i håbløs gæld. Når man bombarderer folk med reklamer for lån, som folk har svært ved at gennemskue og ikke kan betale tilbage, så er vi som samfund nødt til at gøre noget,« siger Anja Philip:

»Der mener vi, at et forbud mod reklamer for kviklån vil være et godt skridt.«

For Anders Jørgensen startede kampen for at komme tilbage på sporet i august 2018.

Hans samlever smed ham ud, fordi han var blevet taget i at stjæle fra sin arbejdsplads i ren desperation.

Kort efter gik han til bekendelse på Facebook og fortalte i et opslag om sin gæld og ludomani.

I dag arbejder han for at betale sin gæld ud. Han mener også, at reklamer for kviklån skal forbydes.

»Selvfølgelig var det mit ansvar, at jeg tog de lån, men det var for nemt. Jeg fik dem tilbudt hele tiden, og så kunne den onde spiral bare fortsætte. Det bør man gøre noget ved,« siger Anders.

I brancheforeningen Finans Danmark har man endnu ikke taget stilling til et forbud mod reklamer for kviklån. Man er dog positivt stemt over for et renteloft.