370 ansatte skal have ny topchef.
Efter 12 år i spidsen for en af landets største transport- og logistikvirksomheder stopper Kurt Rath ved årets udgang som administrerende direktør i Dansk Auto Logik.
Det skriver han selv på virksomhedens profil på Facebook.
Rath har ifølge JydskeVestkysten været direktør siden 2012, og inden da havde han en karriere hos Semler Gruppen.
Under overskriften 'Rettidig omhu – hellere 3 år for tidligt end 1 år for sent!' lægger direktøren dog ikke skjul på, at det har været en svær beslutning.
»I december måned fyldte jeg 63 år. Selvom jeg forventer, at der er mange gode år i mig endnu, føles det alligevel rigtigt allerede nu at starte den proces, hvor min efterfølger bliver fundet og kørt i stilling. Det er med lige dele stolthed og vemod, at jeg har truffet denne beslutning,« lyder det i opslaget.
Derfor begynder virksomheden nu processen med at finde en ny direktør.
»Jeg stopper naturligvis ikke før, jeg har hjulpet en ny direktør godt i gang, og herefter vil jeg via mit fortsatte arbejde i bestyrelsen sætte en ære i at sikre, at firmaet ledes videre i den gode ånd, som Vognmanden (virksomhedens grundlægger Bent O. Jørgensen, red.) var garant for.«
