Aflyste fly, alenlange køer i lufthavnen, afspærrede veje i København på grund af Tour de France, sporarbejde på jernbanerne og store vejarbejder på bilturen sydover.
Danskerne har kurs mod et veritabelt trafikkaos, når klokken ringer ud for sidste gang på skolerne fredag, og hundredtusindvis af danskere i de kommende dage drager på sommerferie.
1.000 SAS-piloter har varslet, at de går i strejke 29. juni, og 200 flymekanikere, der servicerer SAS-fly, har varslet, at de går i sympatistrejke 5. juli.
Sker det, vil det holde omkring syv ud af ti SAS-fly på jorden, lyder det fra luftfartsekspert Ole Kirchert Christensen, som er redaktør for luftfartsmediet Check-In.dk.
»En strejke vil betyde ekstremt store udfordringer for dem, der har købt en rejse hos SAS. Nogle vil komme til at stå i den situation, at de er rejst ud med SAS, men når de skal hjem, er strejken gået i gang. Og så kan det blive svært at komme hjem,« siger Ole Kirchert Christensen.
Han pointerer, at SAS vil forsøge at ombooke berørte passagerer, men at det kan blive mere end vanskeligt.
»For der er ikke meget ledig kapacitet hos andre flyselskaber,« siger han.
Ole Kirchert Christensen tilføjer, at SAS og SAS-piloterne står meget langt fra hinanden i forhandlingerne, og at vi først bliver klogere i de døende timer op mod, at strejken kan træde i kraft.
»Forhandlingerne vil spidse til den 28. juni. Først da ved vi, om der bliver fundet en løsning, eller om det ender med et sammenbrud,« siger han.
Det er ikke blot SAS-kunder, der skal væbne sig med tålmodighed. Det gælder alle rejsende, der skal igennem Københavns Lufthavn hen over sommeren.
Selvom lufthavnen har fået ansat mere personale, skal passagererne fortsat forvente køer på en time eller mere i security, lyder vurderingen fra Ole Kirchert Christensen.
Også en række store europæiske lufthavne som Stockholm, Heathrow Airport i London og Schiphol Airport i Amsterdam er presset i bund af en kombination af kæmpe rejselyst oven på coronaen og mangel på personale.
I Amsterdam har man måttet skære ned i antallet af flyafgange for at kunne følge med, hvilket har resulteret i aflyste flyafgange, bagagekaos og lange køer.
»Og i Stockholm har der de sidste tre weekender været kaos, og politiet har måttet regulere adgangen til terminalerne,« siger Ole Kirchert Christensen og tilføjer:
»Danske rejsende skal belave sig på en sommer, der er anderledes end normalt. Man skal forberede sig på, at man sagtens kan komme til at stå i en kø i to timer i 30 graders varme. Der vil blive udfordringer, og det vil være en god idé at pakke lidt tålmodighed i kufferten.«
Rejsende, der skal flyve fra Københavns Lufthavn, skal desuden være opmærksomme på, at trafikken ind og ud af København vil være voldsomt påvirket i Tour de France-ugen fra mandag 27. juni til mandag 4. juli.
Her vil det være tæt på umuligt at køre gennem Indre By i bil, og vejspærringerne forventes også at medføre et markant øget pres på vejnettet rundt om København.
Desuden benytter Banedanmark sommerperioden, hvor færre skal på arbejde, til omfattende skinnearbejder.
Fra 4. juli til 7. august intensiverer Banedanmark blandt andet arbejdet med at forny jernbanen på Sjælland. Det betyder eksempelvis, at der ingen fjern- og regionaltog kører mellem Københavns Hovedbanegård og Høje Taastrup fra 4. til 14. juli.
Også de mange danskere, der sætter sig ind i bilen og kører sydpå, skal belave sig på trafikale udfordringer, oplyser FDM.
Alene i Tyskland er der i øjeblikket gang i 950 vejarbejder på landets motorveje. Det betyder vejindsnævringer, og at hastighedsbegrænsningen mange steder er sat ned til 80 km/t.