Der er dømt total forvirring og ordkrig, efter Dan Chalmers, YouTube Musics direktør i Europa, fredag stillede op til virtuelt pressemøde, mens danske musikere i Koda-regis videoer blev fjernet på YouTubes platforme.

Flere danske medier var mødt virtuelt op for at spørge til, hvorfor YouTube – som Koda oplyste torsdag – vil sænke betalingerne til danske kunstnere med 70 procent. Men Dan Chalmers vendte det hele på hovedet og skød hårdt tilbage.

Han mente, ikke overraskende, at det er Koda, der har skylden for, at forhandlingerne er gået i hårdknude, og at alt Koda-indhold lige nu forsvinder fra YouTube.

Han gav heller ikke meget for Kodas meldinger om, at Google og YouTube tilbyder en kæmpe forringelse af vilkårene.

»Det er simpelthen usandt,« sagde Dan Chalmers om Kodas udlægning af sagen.

Han forklarede, at YouTubes udspil faktisk 'er bedre' end i dag, men ville, trods gentagne uddybende spørgsmål, ikke gå i detaljer.

»Det er en helt unik og meget trist situation,« sagde Dan Chalmers om, at man ikke kan nå til enighed med Koda.

Og det er unikt i mere end én forstand.

Dan Chalmers gjorde det nemlig klart, at det faktisk kun er med Koda, man ikke kan nå til enighed. Alle andre lande end Danmark har man sikret aftaler med. Dermed er situationen i Danmark et globalt unikum.

Derfor er det også kun i Danmark, at indholdet bliver fjernet.

B.T. spurgte Dan Chalmers til Kodas meldinger om, at Googles forhandlingsstrategi er 'ekstremt aggressiv' samt danske musikeres meldinger om, at Google handler grådigt i sagen.

»Man kan næsten vende det argument på hovedet,« sagde Dan Chalmers.

Han sagde direkte, at YouTube 'ikke kan forsvare' at acceptere de vilkår, Koda lægger op til – eksempelvis over for de andre partnere, man har aftaler med.

Med andre ord: YouTube påstår lige nu, at man har tilbudt en aftale til Koda, som er bedre end i dag.

Koda siger, at Google, som altså ejer YouTube, tilbyder en aftale, der vil sænke betalingen til danske musikere med 70 procent.

Parterne står mildest et talt stykke fra hinanden, også når det gælder at udlægge tvistens substans.

Ikke desto mindre sagde YouTube-bossen gentagne gange, at han håber, at situationen bliver 'løst meget hurtigt', og at hans dør altid er åben for Koda.

»Det er en meget uheldig situation. Især for brugerne og for kunsterne. Det er ikke en situation, som bringer mig nogen glæde,« sagde Dan Chalmers.

Sammenbruddet i forhandlingerne mellem Koda og Google betyder, at alle danske musikvideoer forsvinder fra YouTube, indtil der eventuelt er fundet en aftale.