Opdateret: I første udgave af denne artikel fremgik det, at Andel Energi havde et overskud på fire milliarder kroner. Det er Andel, der havde det overskud. Andel Energi havde et underskud på 342 millioner kroner.

Flere elselskaber har tjent godt på de høje elpriser i 2022.

Herunder det forbrugerejede energiselskab Andel, som sidste år havde et overskud på omkring fire milliarder kroner, når man har fraregnet urealiserede tab og skat.

Det skriver DR på baggrund af et regnskab, der er blevet sendt rundt til selskabets repræsentantskab.

Og i aften bliver det så afgjort, hvad der skal ske med de mange milliarder.

Repræsentatskabet mødes nemlig og skal tage stilling.

»I dag skal repræsentantskabet diskutere, om der skal sendes penge tilbage til den enkelte andelshaver, og hvor meget det skal være, eller om det skal lægges ind i selskabet til yderligere konsolidering, eller om der kan være nogle specielle projekter omkring den grønne omstilling, man gerne vil prioritere,« siger bestyrelsesformand i selskabet, Jens Stenbæk til DR.

Han vil ikke på forhånd løfte sløret for, om der er penge på vej til deres kunder.

Et andet elselskab, Norlys, har også for nyligt præsenteret et overskud på milliarder, og de valgte sidste år at udbetale omkring 650 millioner kroner til andelshavere.

Og ifølge DR kommer det nok til at ske igen i år.

B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen, kunne godt forestille sig, at Andel Energi gik med på den vogn.

»Det er markant overskud, og jeg tror på ingen måde, det er utænkeligt, at Andel på en eller anden facon vil lade det komme kunderne til gode. Jeg tror klart, det vil indgå i Andels overvejelser, at forbrugerne har været igennem et 2022 med de højeste energipriser i mange årtier. Når man så lander et overskud i den her størrelse, så ligger det næsten lige for at gøre et eller andet for kunderne,« siger han.

Det er dog ifølge forbrugerredaktøren ikke ensbetydende med, at det med sikkerhed sker.

»Andel er jo ikke forpligtede til det, og de kan også vælge at investere pengene på måder, der på sigt vil komme kunderne til gode, så man skal ikke sidde og regne med at få en check, før det møde i Andel er slut, og de kommer med en melding.«

Først fredag meldes det ud, hvilken beslutning repræsentatskabet har truffet, oplyser Andel Energi til B.T.