Apple er en mastodont inden for computere, mobiltelefoner og lyd. Men på ingen måde på bilmarkedet inden for elbiler.
Alligevel er det netop det, som chefer og tungtvejende stemmer i bilindustrien, forudser vil ske.
Officielt har Apple ikke engang meldt ud, at de har en elbil i støbeskeen, som Finans skriver.
Men blandt 915 koncernchefer og ledere inden for bilindustrien er det en forventning, at det vil ske. Det fremgår af en årlig undersøgelse, Global Automotive Executive Survey. Forventningen er, at Apple inden 2030 vil være blandt top fire.
Tesla forventes dog stadig at sidde tungt på førstepladsen.
Forrige år var forventningen blandt de adspurgte, at Apple ville være på en niende plads i markedet. Men i år er forventningerne større til Apple, som mange i branchen ser som en mulig ny spiller inden for elbiler.
Det skyldes blandt andet, at en af Apples underleverandører, Foxconn, er gået i gang med at bygge elbiler.