Et parti tørrede figner solgt via firmaet Aarstiderne trækkes nu tilbage.

De indeholder nemlig et giftstof produceret af skimmelsvamp, der kan være kræftfremkaldende.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om tørrede figner solgt i perioden 8. november 2020–17. december 2020 via Aarstiderne.com, Arstiderna.com samt i Aarstidernes Gårdbutik på Krogerup Avlsgaard, Krogerup 3, 3050 Humlebæk og Aarstidernes Gårdbutik på Banegaarden, Otto Busses Vej 45, 2450 København SV.

Ved en stikprøvekontrol udtaget af Fødevarestyrelsen, er der fundet aflatoksin b1 i produktet.

Og det kan altså være kræftfremkaldende.

Forbrugerne rådes til at kassere produktet eller returnere det til butikken, hvor det er købt, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

De omtalte figner har et nettoindhold på 1 kg og har 1. juli 2021 som 'bedst før'-dato. Oprindelseslandet er Spanien.