Lyt til artiklen

Måske har du også prøvet at have en sælger i røret, der forsøger at få dig til at købe et medlemskab eller måske skifte elselskab.

Telefonslag er faktisk ulovligt i Danmark, medmindre du udtrykkeligt har givet dit samtykke til, at du gerne vil ringes op.

Nu har virksomhederne MMT Lead Provider og Syscon Lead Systems hver fået en bøde på 210.000 kroner for at have solgt ugyldige samtykker videre. Dermed har de medvirket til ulovligt telefonsalg.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Sagen blev afgjort i Københavns Byret, og det var Forbrugerombudsmanden, der havde meldt de to virksomheder til politiet.

Retten fandt, at virksomhederne overtrådte forbrugeraftalelovens forbud mod ulovligt telefonsalg, da de solgte ugyldige samtykker til telefonisk markedsføring fra 26 forbrugere videre til energiselskabet Natur-Energi.

Forbrugerne forklarede, at de ikke havde deltaget i de konkurrencer, som virksomhederne hævdede havde givet dem adgang til samtykkerne.

Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen er tilfreds med dommen.

»Telefonsalg over for forbrugere er som udgangspunkt forbudt, medmindre forbrugeren har anmodet om opkaldet. Når forbrugerne afviser at have deltaget i konkurrencer og dermed givet samtykke til at blive kontaktet, påhviler det virksomhederne at godtgøre, at forbrugerne faktisk har accepteret at blive kontaktet. Det er ikke tilstrækkeligt at fremlægge leads med oplysninger om forbrugerne.«

Forbrugerombudsmanden hæfter sig ved, at megen af den dokumentation, som virksomhederne henviser til, er forældet.

»Hvis en forbruger deltager i en konkurrence, indtaster forbrugeren selvfølgelig ikke en gammel adresse eller mail, eller et tidligere efternavn. Det er påfaldende, at der i så mange af tilfældene er solgt forældede oplysninger om forbrugerne.«

Natur-Energi, som altså var købere af de ikke gyldige samtykker, har tidligere erkendt at have overtrådt forbrugeraftaleloven i samme sag.

Virksomheden har accepteret at betale en bøde på 400.000 kroner for ulovligt telefonsalg vedrørende i alt 51 forbrugere.