Spot skimmelsvampen tidligt, og undgå større skader i boligen.

København. Sorte pletter på væggen, en lugt af gammel gymnastikpose eller ligefrem allergiske reaktioner er alle tydelige tegn på, at skimmelsvampen har gjort sit indtog i boligen.

Skimmelsvampen skal bruge ilt, organisk materiale og fugt for at gro, og derfor er der nogle steder i boligen, der er særligt i risikozonen for at blive invaderet af skimmelsvamp.

- Skimmelsvampevækst vil vise sig som uldne eller fløjlsagtige pletter ofte mørke grønlige til sorte pletter. Man skal reagere med det samme. Tidlige indgreb er de hurtigste og billigste, fortæller seniorforsker Ulf Thrane fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet.

- Hertil kommer, at jo før man får det stoppet, jo mindre er risikoen for, at man bliver påvirket af skimmelsvampen, tilføjer han.

Se her, hvor du skal være særligt opmærksom.

1) Soveværelset

Mange kan lugte den karakteristiske jordslåede lugt af skimmelsvamp, og så ved man, den er gal. Men faktisk er det ikke alle, der kan opfange den lugt, fortæller Tine Sode, som er fagekspert hos Bolius.

Tine Sode fortæller, at den største risikozone for skimmelsvamp faktisk er soveværelset. Det er her, vi opholder os mest i boligen, og da mange foretrækker at have en lavere temperatur i soveværelset, kan det give problemer.

- Fugtige rum plejer faktisk ikke at være de værste. Det er soveværelset, fordi vi er rigtig dårlige til at lufte ordentligt ud i soveværelset, og vi laver rigtig meget fugt i soveværelset. Vi vil gerne have det køligt i soveværelset, og så bliver væggene en smule underafkølede, og derfor kan der nemt komme fugt, forklarer Tine Sode fra Bolius.

Man bør derfor ikke have under 18 grader i boligen, og det er bedst at holde samme temperatur i alle rum.

Mange vågner op til kondens på indersiden af ruden, og det skal man huske at tørre væk, så det ikke udvikler sig til plamager af skimmel, bemærker Tine Sode. Brug gerne lejligheden til at få luftet ud.

2) Hjørner og ydervægge

- Kig nøje efter i hjørnerne, hvor der ikke kommer tilstrækkelig ventilering. Man skal holde øje ved ydervægge og lægge mærke til, om der opstår noget, råder Tine Sode.

Den største fugtbelastning er nede ved gulvet, så her skal man være særligt opmærksom, tilføjer Tine Sode.

- Skimmelsvamp kommer ofte på grund af adfærd. Vi er simpelthen ikke dygtige nok til at få luftet ud. Det handler om at få luftet ordentligt ud og ikke påføre bygningen for meget fugt, siger hun.

3) Bag møbler

Har man sådan en kold ydermur, skal man være særligt opmærksom på, hvad man stiller op ad den.

Ifølge Landsbyggefonden, Grundejernes Investeringsfond og Statens Byggeforskningsinstituts side skimmel.dk bør møbler med fast bagside placeres mindst ti centimeter fra en ydervæg.

Har man en stor reol eller en sofa stående klinet op ad væggen, kan der nemlig gro skimmelsvamp på det organiske materiale.

4) Vægge op til badeværelset

Faktisk er skimmelsvamp ikke så udbredt et problem i selve baderummet, da der er lovkrav om, at der skal være god udluftning, fortæller Tine Sode.

- Men hvis der er furer eller utætheder på væggene, der omgiver bruseren, så skal der ikke meget til, at der kommer fugt på den anden side af væggen, siger Tine Sode og tilføjer:

- Så gå en tur rundt i de rum, der støder op til badeværelset. Der kan skimmelsvamp opstå.

5) Vinduer og døre

Ulf Thrane, seniorforsker i skimmelsvampe og indeklima, fortæller, at man skal holde særligt øje med områder, hvor der kan dannes kondens.

Det er typisk omkring døre, vinduer og dårligt isolerede ydervægge.

- Man vil kunne opleve, at der kommer fugt og dermed skimmelsvamp over vinduer, hvis der ikke er ordentligt isoleret. Eller i lysningerne - altså siderne ved vinduerne - eller i brystningen, som er nedenunder vinduet, hvis der ikke er en radiator, forklarer Tine Sode.

/ritzau fokus/