'When it rains, it pours', lyder et kendt, engelsk ordsprog.
Det betyder lidt det samme, som det med, at en ulykke sjældent kommer alene.
Og nu kan op mod 40.000 job være i fare, efter at UBS har indgået en aftale om at købe sin kriseramte rival Credit Suisse for 3 milliarder schweizerfranc (20 milliarder kroner) i aktier og overtage op til 5 milliarder franc (33 milliarder kroner) i tab.
Det skriver Financial Times.
Ifølge kilder tæt på UBS’s planer kan op mod en tredjedel af de 120.000 job i den samlede gruppe blive nedlagt, da UBs vil fjerne overlappende funktioner.
Især Credit Suisses hjemmemarked og investeringsbank, som beskæftiger mere end 30.000 medarbejdere, ventes at bære den største byrde af nedskæringerne.
De schweiziske bankansattes forening har kaldt overtagelsen for en trussel mod arbejdsmarkedet og krævet et stop for fyringer indtil årets udgang.
Foreningen har også kritiseret den schweiziske centralbank for at presse aftalen igennem uden hensyn til de ansatte eller aktionærerne.
»Overtagelsen truer med fyringer af en skala, som arbejdsmarkedet i banksektoren ikke kan absorbere,« udtalte forening tirsdag.
Overtagelsen blev hastet igennem i weekenden, efter at Credit Suisse oplevede et stort udtræk af kunder og tab på dårlige lån. UBS’s administrerende direktør, Ralph Hamers, har dog forsvaret aftalen som et historisk skridt for at skabe Schweiz’ førende og mest prestigefyldte bank med mere end 300 års fælles historie.
»Denne overtagelse er attraktiv for UBS-aktionærerne, men lad os være klare: For så vidt angår Credit Suisse, er dette en nødredning,« som Colm Kelleher, formand for UBS, sagde ved overtagelsen.