Alenlange køer i lufthavnen, aflyste flyafgange, sporarbejde og risiko for tæt trafik på motorvejene.

Der er lagt om til en kaotisk Kristi himmelfartsferie for de mange tusinde danskere, der benytter helligdagen til en forlænget weekend i en storby eller nogle afslappende dage i majsolen på sommerhusterrassen.

SAS har aflyst op mod 4.000 afgange fra maj til august, og det kommer også til at påvirke ferierejsende i Kristi himmelfartsferien, lyder det fra pressechef i SAS i Danmark Alexandra Lindgren Kaoukji.

»De påvirkede kunder vil få besked i god tid på sms eller mail. De vil blive tilbudt en anden afgang på samme dag,« siger hun og understreger, at de berørte kunder allerede er blevet informeret.

Alexandra Lindgren Kaoukji opfordrer i øvrigt de rejsende til at pakke lidt tålmodighed i kufferten, da hele luftfartsindustrien er præget af mangel på bagagemedarbejdere, security-folk, kabinepersonale og andre medarbejdere.

»Det er et globalt problem oven på coronakrisen. Vi gør alt, hvad vi kan, for at rejsen kommer til at forløbe så smidigt som muligt.«

Københavns Lufthavn forventer, at der skal 68.000-71.000 passagerer gennem lufthavn om dagen fra 25.–27. maj. Det bliver en udfordring, erkender Lise Agerley Kürstein, pressechef i Københavns Lufthavn.

»Jeg vil virkelig anbefale, at man møder op i god tid.«

Københavns Lufthavn forventer kødannelse i Kristi himmelfartsferien.
Københavns Lufthavn forventer kødannelse i Kristi himmelfartsferien. Foto: Claus Bech
Vis mere

Hun råder rejsende til at møde op to timer før afgang, hvis man flyver inden for Europa, og hele tre timer før afgang, hvis man flyver uden for Europa.

Der er nemlig ingen kære mor – læs erstatning – hvis man misser sit fly, fordi man sidder fast i en lang lufthavnskø. Det er ens eget ansvar at møde op i så god tid, at man kan nå flyet, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

Og Lise Agerley Kürstein forbereder de rejsende på, at der vil være kø til sikkerhedskontrollen i Kristi himmelfartsferien. Det skyldes mangel på personale oven på coronakrisen, hvor meget personale blev opsagt.

Københavns Lufthavn har ansat 400 personer i andet kvartal i år, heraf hovedparten i security. Men der er ikke nok til få trafikken til at glide, erkender Lise Agerley Kürstein

En stor del af de nyansatte er medarbejdere, der blev opsagt under coronaen. Men det tager tid at få folk ud at varetage deres konkrete jobfunktioner, fordi seks måneders fravær betyder, at man skal sikkerhedsgodkendes hos Rigspolitet på ny, og har man været væk fra jobbet i mere end to år, skal hele grunduddannelsen tages forfra, siger Lise Agerley Kürstein:

»Vi er godt på vej, men vi har desværre ikke fået alle igennem uddannelsen endnu. Det er ikke noget, man bare kan gøre fra den ene måned til den anden.«

Det er ikke blot lufttrafikken, der kommer under pres i Kristi himmelfartsferien. Det gælder også tog- og biltrafikken.

Ferierejsende, der skal rundt i Danmark eller til Københavns Lufthavn med tog, skal være særligt opmærksomme. Flere strækninger er nemlig ramt af sporarbejde. Det betyder færre afgange og ændrede afgangstider, oplyser DSB.

Det gælder blandt andet strækningen Slagelse-CPH Lufthavn, Odense-København H og Kalundborg-København H.

Sporarbejde vil drille togtrafikken i Kristi himmelfartsferien.
Sporarbejde vil drille togtrafikken i Kristi himmelfartsferien. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Banedanmark lægger meget af sit sporarbejde i Kristi himmelfartsferien, fordi man så rammer færre pendlere og skolebørn, men så rammer man selvfølgelig nogle andre. Og der er for eksempel noget ændret kørsel til Københavns Lufthavn, men det er kun om aftenen og i de tidlige morgentimer,« siger informationschef i DSB Tony Bispeskov.

Han råder rejsende til at tjekke rejseplanen i god tid inden afgang, og tager man toget til sommerhuset, kan det være en god idé at købe pladsbillet, hvis man vil være sikker på at sidde ned, siger han.

Mark Sigvardt, vagthavende ved Vejdirektoratet oplyser, at ferietrafikken i Kristi himmelfartsferien ikke er på samme voldsomme niveau som i påsken og de store rejsedage i sommerferien.

Men man skal være opmærksom på, at trafikken kan sande til i især vestgående retning, når danskerne bevæger sig mod sommerhusene på den jyske vestkyst. Også i nordsydgående retning i Jylland kan trafikken være påvirket.

Særligt i tidsrummet klokken 11-18 kan trafikken være tung.

»Mange benytter sig af ferien til at tage i sommerhus, så hvis man vil ramme uden om spidsbelastningen, er det en god idé at køre uden for dette tidsrum,« siger Mark Sigvardt.