Danish Crowns krise er efterhånden velbeskrevet.
Nu begynder tilliden til den danske slagterigigant at vakle – blandt nogle af dem, der ejer selskabet.
Det skriver Finans.
25 af Danish Crowns største andelshavere har ifølge Finans inviteret de øvrige andelshavere til et stormøde på Bygholm Landbrugsskole tirsdag i næste uge.
Formålet er blandt andet at få gennemtrumfet en ændring af Danish Crowns organisation, så landmændene får mere magt – herunder retten til at vælge selskabets bestyrelse.
Det skyldes ifølge en af initiativtagerne til stormødet, at tilliden til Danish Crown vakler:
»Vi føler, at vi er nødt til at reagere på Danish Crowns svage konkurrenceevne. Tilliden til selskabet vakler, og det bliver en ond cirkel, når landmændene søger mod andre slagterier, sender smågrisene ud af landet eller lukker stalden helt. Vi forsøger at genskabe tilliden gennem et mere aktivt ejerskab, som forhåbentlig kan styrke ledelsen og konkurrenceevnen,« siger landmanden Peter Kjær Knudsen, der er andelshaver i Danish Crown, til Finans.
Danish Crowns pressechef, Jens Hansen, oplyser til Finans, at slagterigigantens ledelse ikke vil udtale sig om udviklingen i konkurrenceevnen, før Danish Crown præsenterer sit årsregnskab til november.
I april annoncerede Danish Crown, at slagteriet i Sæby skulle lukkes på grund af den igangværende krise, som har medført 'et markant fald i antallet af grise til slagtning'.
Det efterlod Sæby i en tilstand af chok, idet slagteriet var byens største arbejdsgiver.
»Jeg er både vred, skuffet og ked af, at Sæby har trukket det korte strå i Danish Crowns slagterisammenlægninger,« sagde Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen (S) til B.T. umiddelbart efter, at slagterigiganten havde annonceret lukningen, som hun var dybt berørt over.
Fødevareforbundet NNF, der blandt andet er fagforening for slagteriarbejdere, havde knap 700 medlemmer på Sæby-slagteriet.
Knap 500 af dem var stadig arbejdsløse fire måneder efter, at Danish Crown annoncerede lukningen.