Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Et utal af danskere føler sig snydt af TicketMaster.

Flere fortæller, at de ikke får tilbagebetalt penge for aflyste arrangementer, og at TicketMaster ikke er til at få fat i. Men er du blandt de borgere, som er utilfreds med dit køb på billetportalen er der dog håb.

Der er nemlig en række skridt, du kan tage for at sikre, at du retmæssigt får dine penge. Og det kræver ikke, at du tager din sag i retten.

Hvis en virksomhed er medlem af E-mærket, som står inde for sikker nethandel, kan du klage igennem dem.

TicketMaster er dog ikke medlem af E-mærket, og derfor skal du klage til arrangøren, som skal behandle din klage.

Det fortæller Kim Fogtmann, jurist ved Forbrugerrådet Tænk. Han uddyber:

»Du har ret til de billetter, du har betalt for, og hvis arrangøren aflyser, så har du som udgangspunkt ret til at få refunderet prisen på billetterne.«

Det er dog netop her, at flere kunder er blevet mødt med stilhed fra TicketMaster.

Kim Fogtmann kalder det for »super ærgerligt,« og understreger, at det er vigtigt, at man bliver ved med at henvende sig til Ticketmasters kundeservice.

»Send dem en mail, så du har skriftlig dokumentation på, at du vil gøre dit krav gældende,« siger han.

Hvis man fortsat ikke får svar, har man mulighed for at tage sagen videre til det, som hedder Mæglingsteamet for Forbrugerklager.

Her vil de forsøge at være mægler mellem dig og TicketMaster for at finde en løsning.

Hvis I heller ikke finder en løsning her, eller hvis TicketMaster heller ikke svarer her, så kan man eskalere til Forbrugerklagenævnet.

De vil så tage juridisk stilling i sagen.

Der er dog blot én ting, man skal være opmærksom på.

Billetterne skal samlet have kostet mindst 1110 kroner for, at de vil tage din klage op.

Koster din billet mindre end det, er der dårlige udsigter for, at du får dine penge tilbage.

I sidste ende er det muligt at tage sagen i retten:

»Det virker dog meget byrdefuldt for forbrugeren, hvis de bliver nød til at gå så langt, og skal man også betale retsafgift,« siger Kim Fogtmann.

Andre læser også