Lene Rasmussen prøvede det for første gang i februar i år.

Hun sad derhjemme, coronanedlukningen var i fuld gang, og så faldt hun over en reklame på Facebook, som gav hende det sidste skub ind i en virtuel verden af søde sager.

Få minutter senere sad hun og klikkede på først vingummier, så lakridser og så lidt chokolade. Klik for klik blev en klassisk bland selv-pose fyldt med slik.

»De havde et ret stort udvalg. Man skal lige have hånd i hanke med sig selv, for det er 30 gram slik pr. klik, så det løber hurtigt op,« fortæller 40-årige Lene Rasmussen fra Svebølle.

Lene Rasmussen er kommet med på takeaway-bølgen for slik.
Lene Rasmussen er kommet med på takeaway-bølgen for slik. Foto: Privat
Vis mere

Dagen efter blev slikposen leveret til døren.

»Det var rimelig hurtig levering og frisk slik, så jeg betaler gerne leveringsgebyret. Siden har jeg gjort det fire gange, hvor jeg så også har fået ønsker fra min mand og min datter. Min mand vil have saltlakrids, min datter vil have vingummier, og jeg er mest til chokolade,« fortæller hun.

Det seneste år har markedet for levering af slik rykket sig markant.

Webbutikker som Slikworld, Slikjunglen, Lynkiosken, Eventyrslik, Laberlarven og Slik-bilen har fået vind i sejlene.

I stedet for at levere pizza eller burger, som vi kender det fra klassisk takeaway, leverer de slik mod et gebyr, der ligger på alt mellem 29 og 49 kroner alt efter butik og indkøb.

Tusinder af danskere har allerede gjort brug af tjenesterne.

»Det er en tendens, der ligger i forlængelse af, at vi under coronakrisen har fået appetit på at få leveret alt muligt til hjemmet,« siger Camilla Birch, ekspert i forbrugertendenser og partner i Birch & Birch:

»Jeg tror, det er noget, vi tager med over på den anden side af corona. Det er nemt. Og så er der noget dejligt i, at naboerne ikke behøver at se, hvor meget bland selv-slik man køber, eller at man har en bizar forkærlighed for en spøjs sammensætning.«

De virtuelle slikbutikker opererer under alle omstændigheder på et gunstigt marked.

De danske forbrugere er inde i noget af et slikboom.

I slutningen af marts offentliggjorde DTU Fødevareinstituttet en rapport, hvor det fremgik, at danskerne i gennemsnit køber 6,6 kilo slik om året. Det er verdensrekord.

Inkluderer du chokolade i den opgørelse, kan du lægge 5,7 kilo oven i, og hvis man tager kage, is desserter og snackbarer med i ligningen, løber det op i 35 kilo søde sager pr. dansker om året.

Tal, som umiddelbart fik et nøk op i 2020.

Haribo, der blandt andet sælger Matador Mix, Stjerne Mix og Skipper Mix, havde i 2020 det bedste regnskab i fem år.

Også Mondelez Danmark, der blandt andet sælger Oreos, Toblerone og Marabou, havde flere kunder i butikken og gik fem procent frem i omsætning.

»På grund af corona har vi skullet sidde meget derhjemme og hygge os. Vi er en nation, som er tilbøjelig til, at når vi skal hygge os, så skal der også noget i slikskålen,« forklarer Camilla Birch:

Bland selv-slik er nu også rykket på nettet.
Bland selv-slik er nu også rykket på nettet. Foto: Kim Haugaard
Vis mere

»Det er en måde at gøre dagen lidt mere speciel med en form for selvforkælelse.«

Tilbage i Svebølle er Lene Rasmussen allerede blevet en erfaring rigere.

Hun handler ikke i de webbutikker, hvor man skal købe for mindst 100 kroner for at få det leveret.

»Man kan sige, at det bedre kan betale sig at købe for mere, så man sparer på fragten. Men herhjemme er det sådan, at hvis der er slik i huset, så bliver det spist. Så vi holder os til lidt mindre mængder og undgår at fylde for meget i skabene.«