Mandag begyndte telegiganten Telia at sende tusinder af mail ud til kunder i Danmark.

Der er dårligt nyt. Modtagerne varsles prisstigninger af en ganske betragtelig størrelse.

Det er de omkring 30.000 kunder hos Telia TV, der nu får besked på, at de skal til lommerne. To af pakkerne stiger med 50 kroner om måneden, og den sidste stiger med 70.

Der er altså tale om stigninger på op mod 50 procent om måneden for det helt samme produkt, Telias tv-kunder hele tiden har haft.

Og kunderne er så småt begyndt at reagere på stigningerne på Telias Facebook-side.

Her skriver Finn eksempelvis: »Har netop fået en advisering på vores tv-pakke, som stiger 50 procent. Fra 99 til 149. Er det seriøst?«

Ja, det er det, lyder meldingen fra Telia, som forklarer stigningerne således:

»Der er to årsager til det. Den ene er, at vi har holdt priserne i ro de seneste år, så det er vores første prisjustering i en årrække. Mere væsentligt er det, at indholdsleverandørerne skruer priserne op,« siger Mads Houe, pressechef for Telia.

Viaplay var for nylig inde i en storm for at hæve priserne med 35 procent. Her er vi helt oppe i 50 procent. Er det ikke for meget af det gode? Kan kunderne leve med det?

»Vi håber da, at kunderne kan leve med det. Både før og efter prisjusteringen er vi blandt de billigste på markedet. Så vi vurderer fortsat, at vi har et attraktivt produkt.«

Hvorfor vælger I at hæve prisen så markant i et hug? Var det ikke mere reelt at hæve dem lidt hvert år?

»I forhold til strategi kan man altid diskutere, om det er bedre at hæve priserne lidt hvert år. Vi holder vores overvejelser for os selv.«

Men hvis jeg skal være lidt grov, er det her så ikke bare en måde, hvor I har lokket kunder til ved at holde prisen i ro, og så får de ellers en ordentlig opsparet prisstigning?

»Det er ikke det, der er bevæggrunden. Vi mener, at vi fortsat har et attraktivt prissat produkt. Vi har valgt at holde prisen i ro. Nu kommer så den her prisjustering. Selv efter den har vi et fornuftigt prissat produkt.«

Prisstigningerne træder for de fleste kunder i kraft 1. maj – i nogle tilfælde er det først til sommer.

Telia 4 ONE stiger fra 99 til 149 kroner om måneden. Telia 4 MORE stiger fra 249 til 299 kroner om måneden. Telia 4 ALL stiger fra 329 til 399 kroner om måneden.