Det var salget af Fullrate til TDC i 2009, som for alvor blev fundamentet for Peter Mægbæks ry som en af Danmarks store tele-konger. I 2015 var han så med til at stifte teleselskabet Plenti. Det blev solgt til TDC i 2017.

Nu er Peter Mægbæk så på banen igen. Denne gang er planen at trille en pris-granat ind under markedet for bredbånd.

Det sker med selskabet Fastspeed, som mandag åbnede for salget af bredbåndsforbindelser. Peter Mægbæk er gået sammen med Jens Raith og Morten Boe Andersen, der begge har en fortid som direktører i YouSee.

Konceptet er enkelt: 1.000/100 Mbit bredbånd til 249 kroner om måneden. Et produkt, som danskere med YouSees kabel tv har adgang til – og som skaber rystelser på markedet, mener Torben Rune, medstifter af rådgivningsvirksomheden Netplan.

Peter Mægbæk har tidligere været med til at starte og sælge Fullrate og Plenti. Nu lancerer han Fastspeed sammen med Jens Raith og Morten Boe Andersen.
Peter Mægbæk har tidligere været med til at starte og sælge Fullrate og Plenti. Nu lancerer han Fastspeed sammen med Jens Raith og Morten Boe Andersen. Foto: Presse
Vis mere

»Det er selvfølgelig meget markant, for den prissætning fås ikke meget bedre,« siger Torben Rune:

»Det er et kæmpe brag, men de kommer ikke til at være alene om det her længe. Der vil være selskaber, som er gået i tænkeboks her, og som vil komme med lignende hastigheder til lignende priser meget snart,« vurderer han.

Et hurtigt kig på nogle af de største spillere på markedet for bredbånd afslører, at Fastspeeds prissætning er aggressiv.

Hos Danmarks største udbyder, YouSee, er den billigste bredbåndsforbindelse 50/10 Mbit til 279 kroner om måneden.

Peter Mægbæk (th.) og Morten Strunge (tv.) solgte senest Plenti til TDC for 74 millioner kroner i 2017. Peter Mægbæk har tidligere været med til at starte og sælge Fullrate. Morten Strunge startede Onfone og solgte det til TDC. Nu forsøger Peter Mægbæk sig med bredbåndsfirmaet Fastspeed. 
Peter Mægbæk (th.) og Morten Strunge (tv.) solgte senest Plenti til TDC for 74 millioner kroner i 2017. Peter Mægbæk har tidligere været med til at starte og sælge Fullrate. Morten Strunge startede Onfone og solgte det til TDC. Nu forsøger Peter Mægbæk sig med bredbåndsfirmaet Fastspeed.  Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Også hos Telenor er den billigste forbindelse 50/10 Mbit til 270 kroner om måneden.

Peter Mægbæk forsikrer dog for, at Fastspeeds lave prissætning ikke er en finte, der skal skaffe en stor kundebase hurtigt, så man kan sælge Fastspeed til TDC om et par år.

»Salgene af Fullrate og Plenti var fine succeser økonomisk, men de indfriede ikke mine personlige ambitioner om at gøre en langsigtet forskel på markedet,« siger Peter Mægbæk:

»Vores ambition med Fastspeed er at skabe en spiller, som har en central rolle på bredbåndsmarkedet – også om 10 år.«

Også Jens Raith, der har en fortid som bredbåndsdirektør i YouSee, drømmer om, at Fastspeed får en markant rolle på bredbåndsmarkedet.

Inden for to år skal firmaet gerne op på mellem 20.000 og 50.000 kunder, lyder det.

»Vi vil gerne sætte en ny agenda og være en anderledes spiller. Vi føler, at vi lige nu er de eneste, som virkelig udfordrer markedet med den pris og hastighed, vi tilbyder. Den får fuld skrald,« siger Jens Raith:

»På sigt håber vi på at brede os ud til alle de netværk, som vil lege med os. Vi vil være en stor spiller.«

Hos YouSee, der er markedsleder – og som leverer Fastspeeds produkt via deres kabel tv-indgange – hilser man Fastspeed velkommen.

'Det er godt for alle parter med god konkurrence på bredbåndsmarkedet. Ikke mindst forbrugerne, der nu får endnu flere valguligheder,' skriver Eva Birgitte Bisgaard, kommerciel direktør i YouSee, i en e-mail.

Herefter opremser hun en lang række af de fordele, hun mener, man får som YouSee-kunde.

Torben Rune mener, at Fastspeed er starten på en bevægelse.

»Det her var uundgåeligt. Vi har set priserne på bredbånd rasle ned i Europa og USA, og vi kommer til at se noget af det samme i Danmark.«