For 14. kvartal i træk måtte tv-giganten YouSee mandag melde, at basen med tv-kunder er skrumpet.

24.000 tv-kunder forlod YouSee i de sidste tre måneder af 2019, mens tv-krigen mellem YouSee og Discovery Networks buldrede derudad. En tv-krig, der endte med, at Discoverys 11 tv-kanaler forsvandt fra YouSees univers. Og som altså endte med at koste YouSee kunder.

Tabet af kunder kommer ikke bag på Lasse Pilgaard, som er koncernfinansdirektør i TDC.

»Vi er kede af hver kunde, vi mister, men vi forventede at se en reaktion i kundetallene, da det blev klart, at vi ikke kunne nå en ny aftale med Discovery inden nytår. Der er ingen tvivl om, at vores forhandlinger med Discovery har fyldt meget,« lyder det fra Lasse Pilgaard, der fortsætter:

»Det er svært at sige, hvor meget eller hvor lidt det har spillet ind, men vi har jo set, at vi har tabt lidt flere kunder i fjerde kvartal end tredje kvartal, og det er nok den primære årsag til det.«

Generelt har tendensen været klar de seneste fem år: YouSee bløder tv-kunder i en lind strøm.

Siden slutningen af 2014 er kundebasen i tv-forretningen skrumpet med 239.000 – i dag er der 1.171.000 husstande tilbage. Udviklingen får dog ikke YouSee eller TDC til at ryste på hånden.

»Danskernes medieforbrug er under hastig forandring, og derfor er vi i gang med en strategisk transformation af vores tv-forretning. Hvis vi som tv-udbyder ikke formår at omstille os til den måde, vores kunder ser tv på, kommer vi til at stå på en isflage, der bare bliver mindre og mindre,« siger Lasse Pilgaard:

»Det handler om, hvordan vi får skabt noget, vi alle sammen kan hoppe over på, og hvor kunderne også har lyst til at blive på langt sigt.«

Og hvordan får man så skabt det?

YouSees svar har de seneste år været at putte streamingtjenester ind i kanaludbuddet og satse på valgfrihed i bland selv-universet.

I januar udtalte Michael Moyell Juul, koncernchef for Nuuday, der blandt andet har YouSee under sig, til B.T., at ambitionen for YouSee er, at alt indhold på et tidspunkt er valgfrit for kunderne.

Altså: et opgør, hvor man går væk fra tv-pakker og bevæger sig hen til, at kunderne selv vælger alle de kanaler, de har på deres tv.

Og det budskab gentager Lasse Pilgaard, da han taler om YouSees rejse mod et tv-produkt, som danskerne kan se sig selv i på sigt.

»Den rejse vil vi også have vores indholdsleverandører med på – ikke kun Discovery – så vores kunder i højere grad selv kan sammensætte deres tv-pakker,« lyder det fra Lasse Pilgaard:

»Det mener vi, er den rette vej at gå. Vi vil gerne lave en aftale med Discovery, hvor vi kan tilbyde deres kanaler mere fleksibelt, og er i dialog med dem om det.«