En pakke almindeligt hakket oksekød koster nu næsten en 50er, og en pakke økosmør på 200 gram nærmer sig 30 kroner.

Det er blevet sværere at få pengene til at række. Lønnen følger for de fleste lønmodtagere slet ikke med inflationen, der ramte rekordhøje 6,7 procent i april – de højeste prisstigninger siden 1984.

Men hvad gør, man når pengene ikke længere rækker så langt, som de har gjort? Den 23-årige sosu-assistent Julie Frederikke Brock Matzen fra Rødekro i Sønderjylland har blandt andet taget sine egne og kærestens, Robin Hartmanns, madvaner op til overvejelse.

»Sidst jeg skulle ned at handle kød, var jeg lige ved at droppe det, fordi det simpelthen var så dyrt. Bliver priserne ved med at stige, så kunne vi godt finde på at skære ned for kødet. For os er det et oplagt sted at spare,« siger hun.

Julie Frederikke Brock Matzen og hendes kæreste og samlever Robin Hartmann.
Julie Frederikke Brock Matzen og hendes kæreste og samlever Robin Hartmann.
Vis mere

Fødevarer er med til at trække inflationen op, for eksempel er madolier steget med hele 64,2 procent det seneste år, mens pasta er steget med 25,4 procent.

Samlet er fødevarepriserne steget med 7,1 procent fra april i fjor til april i år.

Julie Frederikke Brock Matzen har øjnene stift rettet mod supermarkedernes tilbud, når hun fylder indkøbskurven.

»Når jeg er i butikkerne, går jeg meget efter spotvarer og datovarer. Så er der et godt knaldtilbud, så køber jeg stort ind og fylder fryseren,« siger hun.

Den unge sønderjyde er langtfra ene om at ændre indkøbsvaner i disse tider.

Over halvdelen af danskerne – helt præcis 53 procent – kigger ligesom Julie Frederikke Brock Matzen oftere efter tilbudsvarer, end de gjorde, før priserne gik amok.

Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for B.T.

Danskerne har ændret adfærd på flere punkter, viser undersøgelsen. Her er tre eksempler:

Prishop. 11,95 kroner for en liter skummetmælk. 28,95 for 200 gram økosmør. Knap 50 kroner for en pakke hakket oksekød.
Prishop. 11,95 kroner for en liter skummetmælk. 28,95 for 200 gram økosmør. Knap 50 kroner for en pakke hakket oksekød. Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

  • For det første har omkring hver sjette dansker allerede skåret ned for købet af økologiske fødevarer, der som oftest er dyrere end en tilsvarende konventionel vare.
  • For det andet køber hver femte dansker mindre nyt tøj og sko end tidligere.
  • For det tredje udskyder hver femte dansker nu køb af større forbrugsgoder som for eksempel ny mobiltelefon, tv og møbler.

Og der er ikke nogen vej uden om at skære ned på forbruget for mange af de danskere, der har et helt almindeligt lønmodtagerjob, lyder det fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre.

For en gennemsnitlig børnefamilie med to børn betyder prisstigningerne ifølge bankens beregninger, at familien skal finde ekstra 30.000 kroner i budgettet i år for at kunne købe de samme varer og tjenester som sidste år.

Det er noget, der kan mærkes, siger Jeppe Juul Borre:

»Det er rigtig mange penge, der skal findes i husholdningsbudgettet. Nogle vil kunne tære på opsparingen, men mange vil skulle skrue ned for forbruget og gå på prisjagt.«

Danskernes spareiver og udskydelse af køb af større forbrugsgoder vil isoleret set lægge en dæmper på den stigende inflation, fordi det trækker efterspørgsel ud af økonomien.

Omvendt vil det øge inflationspresset, hvis vi allesammen går til chefen og kræver – og får – mere i løn for at kunne betale for de dyrere varer, forklarer Jeppe Juul Borre.

I det sønderjyske handler det ikke om økonomisk teori for Julie Frederikke Brock Matzen. Her handler det om at få pengene til at række.

»Prisstigningerne har fået mig til at planlægge mere. Jeg kigger tilbudsaviser, skriver indkøbslister og laver madplaner ud fra tilbuddene,« siger hun og tilføjer:

»Herhjemme er det mest mig, der handler, så jeg tænker meget over, at priserne stiger.«

Andre læser også