Syv ton kebab indeholdt hestekød: Det meste af det er allerede serveret


27. december kunne svenske medier berette, at der var fundet 65 kilo kebabkød, som indeholdt hestekød.
Problemet har dog vist sig at være meget større end det.
Der er nemlig i virkeligheden tale om syv tons kebabkød, hvoraf fem til 30 procent var hestekød. Det skriver svenske Expressen.
Den svenske grossist, der har forhandlet kødet, påstår, at fejlen er opstået hos en tysk producent.
Det skal nu undersøges, skriver det svenske medie, hvordan dette problem er opstået.
Man mener, at store dele af kebabkødet allerede er leveret og derefter serveret for spisende.
Den svenske grossist, der ligger i Dalarna i Sverige, har nu fået forbud imod at sælge mere af kødet.
Det er miljø- og levnedsmiddelkontrol fra Borlänge kommune, som har besluttet, at grossisten ikke må videresælge kødet, da der altså ikke er de rette informationer på ingredienslisten for kødet.