Den tyske discountkæde Lidl er for alvor gået i offensiven i Danmark og har det seneste år varslet en fordobling i antallet af butikker.

Dén offensiv får kunderne i hovedstaden nu i særlig grad at mærke, når Lidl-butikker de kommende måneder skyder op som padehatte rundt omkring i bybilledet.

Inden året er omme har Lidl nemlig øget antallet af butikker i hovedstadsområdet fra 20 til 29 butikker, skriver branchemediet Dansk Handelsblad.

Det svarer til en butiksåbning hver 14. dag resten af 2019.

»Vi fortalte for et par år siden om vores ekspansionsplan i Danmark – nu begynder den at bære frugt. Vi har arbejdet på det længe,« siger Mads T. Nielsen, ejendoms- og udviklingsdirektør i Lidl blandt andet til Dansk Handelsblad.

Hvor alle de mange butikker skal ligge står mere eller mindre hen i det uvisse.

Fast ligger det dog, at der snart åbner en Lidl i Valby, ligesom der spekuleres i, at en Lidl også dukker op i byen Sorgenfri nord for København.

Lidl holder dog lige nu kortene tæt til kroppen i forhold til de resterende syv butikker.

Sikkert er det dog, at Lidl har store ambitioner på det danske marked.

I februar meldte Lidls direktør Dirk Fust ud, at man har en ambition om at åbne 103 nye butikker i Danmark inden for de kommende fem til ti år.

I sær omkring Aarhus og København vil man opruste markant – i København vil man have 40 butikker, lød det fra Dirk Fust.

Første skridt mod det mål tager man så de kommende måneder med et væld af åbninger i og omkring hovedstaden.