Drop mundbindet, smil til kassemedarbejderen og få ti procent rabat.

Sådan lyder opskriften på en fejring af mandag 14. juni, som er den første dag i mange måneder, hvor danskerne – helt lovligt – ikke behøver iføre sig mundbind, når de går ind i diverse butikker.

Det er Coop-kæden SuperBrugsen, som i ren begejstring over at slippe for mundbindet kører en kampagne.

»Giv os et stort smil, når du betaler for dine varer, så kvitterer vi med et smil og ti procent på dit næste indkøb,« lyder det fra Jesper Gottschalck Jensen, kædedirektør for SuperBrugsen, i en pressemeddelelse.

Kampagnen foregår helt konkret sådan, at hvis du møder op i SuperBrugsen og smiler til kassemedarbejderen, når du køber dine varer, så får du en kupon stukket i hånden, der giver ti procent rabat på dit næste indkøb.

Den gælder fra 15. juni frem til 20. juni, altså fra tirsdag til søndag.

SuperBrugsens kædedirektør forklarer tiltaget på følgende måde:

»Det er en glædens dag for både os og vores kunder. Vi glæder os over, at vi igen kan se kunderne smile – og over at vi ikke selv længere behøver bære mundbind eller visir. Så vi vil helt naturligt smile mere i denne uge.«

Men hvad så med de kunder, der ikke endnu føler sig trygge uden mundbind?

»De skal selvfølgelig have lov til at gå med mundbind, og de skal nok få en rabatkupon også. Ideen med det her er bare at markere, at vi igen kan se hinanden i øjnene og sende hinanden et smil,« siger Jesper Gottschalck Jensen.

Nu har I så lavet det her tilbud sådan, at man skal komme tilbage inden for en uge. Er der også et element af at tjene lidt penge her?

»Det er helt ærligt for at give kunderne en god oplevelse i dag. Det er jo lidt en mærkedag, og det handler om de menneskelige relationer. Vi investerer også noget i det med de ti procent rabat. Det handler at give en god oplevelse,« siger Jesper Gottschalck Jensen.

Han har en klar forventning om, at kunderne vil tage godt imod dagens fejring – og generelt glæde sig over, at de nu ikke længere behøver mundbind.

»Mit indtryk er, at kunderne har set frem til at komme af med mundbindet. Jeg var ude i en af butikkerne her til morgen, og der kunne jeg se, at folk kom uden mundbind. Folk er glade for at kunne se hinanden igen, så det er en god dag.«