De helt store drenge af danske supermarkeder er begyndt at sænke priserne på udvalgte varer.

Salling Group nedsatte torsdag prisen på 300 dagligvarer i personlig pleje i Føtex og Bilka. Konkurrenten Coop Danmark oplyste efter dette, at den 'inden for meget kort tid' vil gøre det samme.

Fredag har Lidl meldt ud, at man vil følge trop.

Men man skal tage det hele med et gran salt, hvis man spørger B.T.s forbrugerredaktør Niels Philip Kjeldsen.

»Nu handler det virkelig om at være på vagt som forbruger og bevare sin kritiske sans. Vi har gennem nogle måneder set en række supermarkedskæder meget aktivt sige i pressen, at de sænker priser på udvalgte varer. Det lyder dejligt. Men man skal virkelig tænke sig om og være skarp.«

»Først var det mejeriprodukter, den ene kæde efter anden talte om at sænke priser på, og nu er det så personlig pleje.«

Men ifølge B.T.s forbrugerredaktør, så er det, man skal lægge mærke til, om andre varekategorier så fortsætter op i pris samtidig – og ikke mindst hvor meget.

»Jeg siger ikke, at kæderne lyver. Her på B.T. har vi flere gange kontrolleret, om de priser, de siger, de vil sænke, så også falder, og det gør de. Men hvad sker der med resten af priserne i butikkerne?«

Niels Philip Kjeldsen, journalist og forbrugerredaktør på B.T.
Niels Philip Kjeldsen, journalist og forbrugerredaktør på B.T. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Husk på: Siger en kæde, at nu falder priserne på 40 mejerivarer eller 100 varer i personlig pleje-kategorien, så sker det altså i en butik, hvor der er flere tusinde varer på hylderne. Lokker butikkerne med et sparebudskab og øger prisen på andre varer? Det er vigtigt at holde sig for øje som kunde.«

»Det her med at gå til pressen og fortælle, at man sætter priser ned, handler i meget høj grad om at gøre reklame for sig selv,« lyder det fra forbrugerredaktøren.

For supermarkederne handler det om at få kunder ind i butikken. 

Som kæde taler man virkelig til kunderne her og får sat sit navn ind i samme sætning som prisfald. Det er med fuldt overlæg og effektivt.

»Når alt det er sagt, så har vi vidst i flere måneder nu, at rigtig meget er på plads til, at vi kan få udskiftet en opadgående prisspiral med faldende priser. Og der er ingen tvivl om, at supermarkedernes kommunikation bidrager kraftigt til prisfald.«

»Selv de kæder, som ikke er ude og sige de her ting højt, går og lurer på, hvilke priser der sænkes, og så følger de med. Så jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at vi nu ser starten på et nedadgående prisniveau i supermarkederne.«

Hvis man spørger Niels Philip Kjeldsen, så skal man nok ikke regne med at disse nedsættelser betyder guld og grønne skove over hele linjen.

Men det tegner godt for priskonkurrencen i Danmark.

»Jeg tror bare ikke, man skal regne med, alle varerne i supermarkedet falder med 10 eller 20 procent over en bred kam, som det gjorde, da priserne gik op. Vi skal nok væbne os med tålmodighed.«

»Jeg synes dog ikke, der er nogen tvivl om, at vi nu i meget høj grad er inde i en dynamik, hvor seriøs priskonkurrence er ved at tage fat på dagligvaremarkedet. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at vi får en del flere af de her budskaber de kommende måneder.«

Andre læser også