Tusinder af prisstigninger, som kæderne åbent går og fortæller om og annoncerer i flæng.

Nogenlunde sådan kan supermarkedsbranchen lige nu beskrives, efter vi først i januar og nu i marts har fået åbenbaret, at store bølger af prisstigninger har ramt landets supermarkeder fra den ene dag til den anden.

De voldsomme ekstra omkostninger, som branchen er blevet påført på grund af først coronakrisen og siden krigen i Ukraine, har udløst den største stigning i fødevarepriserne nogensinde i Danmark.

Og det er unikt for en branche, som ellers er notorisk præget af priskonkurrence.

»Det er en helt vild udvikling, og det er voldsomt med prisstigninger i det her niveau,« forklarer Mogens Bjerre, lektor på CBS:

»Men det kommer, fordi der er sket så mange ting, der er kommet bag på alle. Vi oplever for alvor, at verden er ét stort forbundet netværk, når coronakrisen og krigen i Ukraine pludselig har så voldsomme konsekvenser i Danmark.«

Et element af kynisme spiller dog også en rolle, vurderer han.

»Der er også noget i, at man benytter sig af en anledning, når man hæver priserne så markant. Alle ved, at verden er af lave, og så er det nemmere at sige til kunderne: 'Der er også ting hos os, der ikke er, som de plejer',« siger Mogens Bjerre:

»Så man benytter sig af lejligheden, og endnu mere kynisk kan man sige: 'Hvis man er heldig, så drukner de her prisstigninger i andre nyheder, som er endnu værre'.«

Og Mogens Bjerre tror, at der godt kan gå noget tid, før vi igen ser store og bombastiske kampagner i dagligvarebranchen, hvor specifikke kæder lover, at de er billigere end alle andre.

»Jeg tror ikke, der er nogen, der tør. Der er ikke nogen, der skal have meldt ud, at det er billigst, eller at de tror, situationen er ved at blive normaliseret. Der er ikke nogen, der tør melde særlig meget lige nu,« siger Mogens Bjerre:

»Det der rammer dig hårdt i nakken, hvis det er forkert. Hellere gå med livrem og seler. Der er alt for mange usikre kort lige nu.«

Prisstigningerne kommer også, fordi der hersker en forvirret og hektisk stemning i mange supermarkedskæder lige nu.

»Der er opstået en form for panik. Det hele er pludselig meget uforudsigeligt, og i nogle tilfælde har man mistet kontrollen med sine forsyningslinjer,« siger Mogens Bjerre:

»Så i stedet for at fokusere på konkurrenterne er blikket virkelig vendt indad og mod at sikre, at man har varer på hylderne, og at man driver en rentabel forretning.«

Meget bemærkelsesværdigt er det, at supermarkedskæderne det seneste år flere gange har fortalt helt åbent, at de hæver priserne.

Det er dybt usædvanligt for supermarkedsbranchen, som ellers historisk kun er overgået af telebranchen, når det handler om at lancere kampagner med prisfald.

»Supermarkederne har besluttet sig for, at de helst vil tage de her prisstigninger i store og brede hug. På den ene side gør man det til en begivenhed, som kunderne kan huske. På den anden side er man ærlig og gennemsigtig,« siger Mogens Bjerre.