Lyt til artiklen

Priserne på el og gas er eksploderet, og over hele Europa har priserne været rekordhøje.

Tor Reier Lilleholt, der er analysechef i Volue Insight, vurderer, at vi skal forberede os på en hård vinter.

Han er stoppet med at vurdere loftet på energipriserne, fordi den ene rekord tager den anden. Men det kan blive ekstremt, siger han.

Til det norske Børsen forklarer han, hvordan man kan forberede sig på den hårde vinter.

»Generelt kan man nu begynde at tætne utætheder omkring vinduer og døre.«

»Og man kan investere i en varmepumpe og sænke temperaturen til et niveau, man finder acceptabelt i de rum, man ikke bruger,« forklarer Tor Reier Lilleholt.

Han tilføjer, at man skal bruge elektriciteten smartere, end man gør nu. Og det kan der være god grund til.

I Danmark er der nemlig udsigt til en tredobling af elregningen med de nuværende priser.

Men måske er der hjælp at hente – ud over rådene fra Tor Reier Lilleholt.

I weekenden udtalte flere europæiske toppolitikere, at der muligvis skulle gribes ind.

Her lød det blandt andet fra den østrigske kansler, den belgiske energiminister og den tyske energiminister, at der skal gribes ind over for elpriserne i Europa.

Du kan læse mere om det prisloft, der blev luftet, her.