Danskerne vender sig i hobetal væk fra dieselbiler, når de skal vælge bil.
Og det, som vi ser nu, er begyndelsen på enden for dieselbilerne i Danmark.
Sådan lød den kontante analyse fra en ekspert på det danske bilmarked over for B.T. midt i november.
Og noget kunne tyde på, at danskerne i stort antal er enige i den analyse, som kom fra Jan Lang. Han er head of market insights hos Schibsted, der står bag Bilbasen.
I en undersøgelse foretaget af Voxmeter for Arbejdernes Landsbank er det nemlig blot syv procent af 2.000 adspurgte, som nikker ja til, at de ville vælge en dieselbil, hvis de skulle købe ny bil i dag.
I stedet ville 33 procent foretrække at købe en elbil, mens 25 procent ville vælge en bil, der kører på benzin.
Yderligere 14 procent svarer, at de ville vælge en hybridbil.
At danskerne i så ekstrem grad vender sig bort fra dieselbiler skyldes primært den udvikling, som er sket et andet sted – nemlig på markedet for elbiler.
I hvert fald er det her, danskerne er begyndt at kigge hen i stedet. For to år siden var det nemlig ifølge Arbejdernes Landsbank blot hver femte, der foretrak en elbil.
»Dieselbilerne har fået et dårligt ry, selv om de nyere modeller faktisk har lavere udledning af CO₂ end benzinbiler,« siger Ilyas Dogru, som er forbrugerøkonom hos FDM.
»Men samtidig er der sket det, at de er blevet for dyre at købe og for dyre at eje. Vi ser afgifter på fossilbiler og -brændstoffer stige over det hele i øjeblikket, og det vil fortsætte,« konstaterer Ilyas Dogru.
Salgstallene for de forskellige biltyper synes at bekræfte tendensen – i de seneste måneder har næsten halvdelen af de nyregistrerede biler på danske veje været elbiler.
Undersøgelsen viser desuden, at andelen af danskere, der vælger elbil, sagtens kan komme til at stige yderligere i den kommende tid.
Mange af de adspurgte svarer nemlig, at de vil overveje elbilen, hvis prisen kommer længere ned, hvis deres rækkevidde forbedres og/eller hvis ladeinfrastrukturen i Danmark udbygges yderligere.
Ilyas Dogru peger på, at priserne på elbiler har været ude i et dramatisk fald i 2023, og samtidig er der kommet så god fart på opstillingen af nye ladestandere herhjemme, at Vejdirektoratet har droppet en støtteordning.
Endnu mangler danskerne imidlertid at få elbiler, som er konkurrencedygtige på prisen over for de små benzinbiler, mener han. Gerne til priser under eller omkring 200.000 kroner.
Dem har flere af de store fabrikanter lovet at lancere i 2024, 2025 og 2026.
»Der er sat udløbsdato på salget af fossilbiler i Danmark og EU i 2035, og det har ramt dieselbilerne i første omgang,« siger Ilyas Dogru.
»Men hvis der er kommet flere typer af elbiler i den lave ende af markedet i 2026, så vil det meget, meget hurtigt gå samme vej for benzinbilerne,« understreger han.
Ilyas Dogru forudser faktisk, at forbuddet mod salg af nye fossilbiler i 2035 kan gå hen og blive mere eller mindre ligegyldigt.
Det kan ske, fordi udviklingen kommer til at kunne gå ekstremt hurtigt, når først de billige elbiler lander på det danske marked.
»Elbilerne er allerede nu langt billigere at eje end sammenlignelige fossilbiler, og hvis de samtidig kommer godt ned under 200.000 kroner i købspris, så vil langt de fleste danske bilkøbere helt af sig selv fravælge også benzinbilen,« spår han.
I Danmark er der i dag lige under 200.000 elbiler ud af i alt 2,8 millioner personbiler.
For to år siden var det tilsvarende tal cirka 40.000.