Fire gange på et år er de blevet kritiseret af Fødevarestyrelsen, og nu lukker bageriet.

Plantekompagniet bager blandt andet knækbrød til dagligvarebutikker som Meny, Spar, Irma og Løvbjerg, men nu er det altså slut.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Fødevarestyrelsen har tildelt bageriet bøder for mere end 40.000 kroner alene i år.

Manglende håndvaske, skimmel, gamle dejrester og skadedyr er nogle af de forhold, der har udløst kritikken fra myndighederne.

Firmaets direktør fortalte tidligere på året, at der var blevet ansat en driftschef, der skulle rette op på tingene på bageriet.

Tidligere har direktør i Plantekompagniet udtalt til mediet, at Fødevarestyrelsen var velkommen til at komme tilbage og tjekke forbedringerne.

Men det bliver altså ikke nødvendigt alligevel.

Bageriet lukker uden forklaring.

»Vi har lukket vores bageri,« siger direktør i Plantekompagniet Lasse Vinderslev til Fyens Stiftstidende og afviser at kommentere lukningen yderligere.