To af Danmarks største ejendomsmæglerkæder bryder loven, når de reklamerer for boliger på sociale medier.

Det kan B.T. i dag afsløre. Ved at annoncere boligerne som såkaldt 'snigpremiere' og lignende på Instagram laver mæglerne også kreativ omgang med liggetiderne.

Kæderne Nybolig og Lokalbolig har i flere tilfælde lagt salgsannoncer for boliger op på Instagram uden lovpligtige oplysninger om energimærke og ejerudgifter. Helt centrale elementer, når man skal købe bolig.

B.T. har fremlagt flere eksempler på den ulovlige annoncering over for Nybolig, som lægger sig fladt ned.

»Vi vil kontakte forretningerne, og vi vil lave en opfølgning på den information, vi tidligere har givet, om at lovpligtige oplysninger skal gives på ejendomme 'på vej ind'. Vi må beklage, at de pågældende forretninger ikke har fulgt anvisning om annoncering af emner på vej ind,« lyder det fra  Alexander Falck Winther, pressechef i Nykredit Mægler og talsperson for Nybolig, i et mailsvar til B.T.

Denne annonce fra Nybolig på Instagram er ulovlig.
Denne annonce fra Nybolig på Instagram er ulovlig.
Vis mere

Det gælder blandt andre Nybolig Nordvest/Emdrup.

Også Lokalbolig Østerbro erkender, at de har brudt reglerne.

»Det er en fejl fra vores side, og det skal ikke ske. Det skal vi selvfølgelig havde ændret med det samme,« siger Bamba Lowe, salgs- og vurderingsmedarbejder hos Lokalbolig Østerbro.

Det samme gælder Lokalbolig Frederiksberg, der har annonceret ulovligt for en 59 kvadratmeter stor lejlighed på Nordre Fasanvej.

Også her lægger mægleren sig fladt ned.

»Det er en fejl,« siger Morten Yde, der er indehaver af Lokalbolig Frederiksberg.

Reglerne har ellers været rimelig klare siden 2013. Her henvendte Dansk Ejendomsmæglerforening sig nemlig til Erhvervsstyrelsen for at få klarlagt, hvordan mæglere skal forholde sig til annoncering af boliger 'på vej ind'.

'På vej ind' er ejendomsmæglersprog for boliger, der er sat til salg, men hvor der endnu ikke er udarbejdet blandt andet det lovpligtige energimærke og andet salgsmateriale.

Denne annonce fra Lokalbolig Østerbro er ulovlig.
Denne annonce fra Lokalbolig Østerbro er ulovlig.
Vis mere

Erhvervsstyrelsen gjorde det i sit svar klart, at kravet om annoncering med energimærkning, ejerudgifter mv. gælder, når forbrugeren ud fra mæglerens annoncering »kan identificere ejendommens beliggenhed, størrelse, type eller lignende nærmere«.

Og det er her Nybolig samt Lokalbolig Østerbro og Lokalbolig Frederiksberg har brudt reglerne.

Det er for eksempel sket i en annonce på Instagram, hvor Nybolig skriver, at det udbudte hus på 80 kvadratmeter plus 15 kvadratmeter udestue er beliggende i Københavns Nordvestkvarter og vises frem med billede af huset set udefra.

Det er ud fra disse oplysninger muligt for forbrugerne at identificere huset, og så skal annoncen indeholde de lovpligtige oplysninger, erkender Nybolig over for B.T.

Direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening Ole Hækkerup medgiver, at der er behov for at stramme op.

Ole Hækkerup, direktør for Dansk Ejendomsmæglerforening.
Ole Hækkerup, direktør for Dansk Ejendomsmæglerforening. Foto: Pressefoto
Vis mere

»Rigtig mange er gode til at overholde reglerne. Men når det alligevel går galt, rækker vi ud og prøver at vejlede og informere endnu bedre,« siger han.

Som potentiel boligkøber skal man også være opmærksom på, at en bolig, der har været annonceret i flere uger på for eksempel Instagram, vil starte med en liggetid på nul dage, når mægleren senere lægger den på Boligsiden.dk.

Hos Forbrugerrådet Tænk er man skeptisk over for denne fremgangsmåde. Det kan endda være i strid med markedsføringsloven, vurderer Jakob Steenstrup, der er seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk.

»Det er ulovligt, hvis du får noget til at se mere positivt ud over for forbrugerne, end det egentlig er,« siger han.

Marie Asmussen, specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden, oplyser, at det ifølge markedsføringsloven er ulovligt at give vildledende oplysninger.

»Overordnet må man ikke sige noget, der ikke er korrekt, og man skal kunne dokumentere rigtigheden af det, man siger,« siger hun.

Om mæglerne holder sig inden for markedsføringslovens rammer vedrørende liggetid vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, pointerer Marie Asmussen.

Alexander Falck Winther fra Nybolig mener ikke, at der er noget at komme efter.

»Liggetiden følger liggetiden på Boligsiden,« siger han og fortsætter:

»Sådan er reglerne for alle ejendomsmæglere. En ejendom kan derfor godt starte som skuffesag, hvor den annonceres andre steder end på Boligsiden.«

Boligsiden.dk bekræfter over for B.T., at liggetiden på en given bolig på boligsiden.dk først begynder at tælle fra den dag, den lægges op på deres platform.