Den fik ikke for lidt, da forsikringsselskabet Alka, efter flere måneders tilløb, mandag gjorde sin entré på det danske telemarked med lidt af et brag.

‘Danmarks billigste abonnement med fri tale’, lød det helt store salgs-slogan, og med et abonnement, hvor man får fri tale, fri sms, fri mms og 7 GB data i Danmark for 59 kroner om måneden, er der noget om snakken. Alligevel er der delte meninger om Alkas satsning.

For mens Torben Rune, der driver firmaet Teleanalyse, er positivt stemt over Alkas indtræden på telemarkedet, er Nicolas Fredriksen, der er administrerende direktør for Mobilselskabet ApS, som blandt andet driver Telepristjek.dk, mere skeptisk.

Han advarer om, at Alkas to abonnementer kan ende med at blive en del dyrere for mange kunder, end de umiddelbart ser ud til.

En kritik, Alka pure afviser som 'forfejlet'.

Vi tager kritikken først:

»Det ligner jo et lille, lækkert abonnement, men det ene indeholder kun 7GB data for 59 kroner, og det andet har 10 GB data for 84 og kan bruges i udlandet. Energistyrelsens statistik viser, at danskerne i gennemsnit bruger 12 GB data om måneden. Hvis du er kunde hos Alka og bruger 12 GB data, kan det blive dyrt,« siger Nicolas Frederiksen.

Modellen er nemlig den, at for hver GB data, du bruger ud over pakkens indhold, koster det 15 kroner stykket.

»Hvis du har et abonnement til 59 kroner med 7GB data og bruger de 12 GB, koster det altså pludselig 134 kroner den måned. Det er dobbelt op,« siger Nicolas Fredriksen:

»Og hvis du skal sætte den pris op til, hvad flere af de etablerede spillere på markedet tilbyder i deres pakker - eksempelvis 30 GB data - bliver det jo helt vanvittigt. Så betaler du pludselig 400 kroner om måneden.«

Han undrer sig over, at Alka ikke er gået på markedet med et bredere udvalg, hvor der er flere abonnementer med større mængder data i.

»Det er abonnementer, som er lavt gearet i forhold til danskernes forbrug. Man markedsfører en pris, som er meget billig, men det er åbenlyst, at mange kunder vil ende med at betale mere, og i en del tilfælde kan det blive uhyggelig dyrt,« lyder advarslen.

Torben Rune, der har fulgt telemarkedet gennem mange år og driver virksomheden Teleanalyse, er ikke lige så skeptisk.

»De pakker, Alka går ud med, ligger i den lave ende af forbruget, men man skal huske, at 12 GB data om måneden er et gennemsnit. Det er nok 20 procent, der trækker det markant op. Min vurdering er, at omkring 80 procent bruger 5-7 GB data om måneden, og der vil sådan en pakke passe fint,« siger Torben Rune:

»Kunderne må jo gå ind i det her med åbne øjne og tænke lidt over, hvad de har af reelt behov.«

Han mener, at det er ‘godt set’, at Alka går ind på telemarkedet.

»Vi har jo set andre brancher gå ind på markedet før. Det handler hovedsageligt om at skabe loyalitet med rabatordninger til eksisterende kunder. Jeg tror, at det her kan være meget relevant for en stor del af Alkas kundebase, som i øvrigt er ret stor. Det er den base, man bruger som springbræt her,« siger Torben Rune:

»Så jeg har på fornemmelsen, at det her godt kan ende som en succes.«

Hos Alka mener direktør Frederik Sjørslev, der tidligere har været i TDC i 11 år, at kritikken af pakkernes indhold er helt forfejlet.

»Jeg har arbejdet med telefoni i 11 år, og en normal privatkundes forbrug ligger mellem 1-5 GB data om måneden. Mobilpakker med 7-10 GB dækker 95 procent af privatkundernes behov. Energistyrelsens tal er en blanding af privatkunder, erhvervskunder og forbrug på mobilt bredbånd, som er langt højere end forbrug på en smartphone,« siger Frederik Sjørslev:

»Alle de andre teleselskaber har bildt danskerne ind, at de har brug for de her frygteligt store datapakker. Men der er de færreste, der har brug for det. Vi henvender os til et kæmpe marked her. Så jeg mener ikke, at den kritik er relevant.«

Frederik Sjørslev regner med, at satsningen bliver en stor succes. Man kan blive abonnent, hvis en fra husstanden har en forsikring hos Alka eller er i en af 17 fagforbrund.

»Så det er 2,5 millioner danskere, der kan få abonnement hos os. Over de næste fire år skal vi have 200.000 mobilkunder, og over de næste 12 måneder skal vi have 60.000,« siger Frederik Sjørslev:

»Det her bliver en succes. Og det bliver det, fordi vi kommer med meget billig telefoni, og fordi vi kommer med en stor markedsføringskampagne, der kommer til at blæse det her ud til danskerne de kommende måneder.«