Nu bliver det dyrere at have en tv-pakke hos Norlys. 

Den lille pakke stiger nemlig 45 kroner til 319 kroner om måneden fra 1. marts.

Det sker efter, at den store tv-pakke sidste år steg med 150 kroner om måneden.

»De fleste har nok opdaget, at priserne på en lang række varer er steget i den seneste tid. Det er det også for os. Vi har stigende udgifter til vores leverandører for at kunne levere attraktive og fleksible tv-pakker til vores kunder,« skriver Michelle Hald, der er pressechef i Norlys. 

Hun slår fast, at Norlys er klar til at hjælpe kunderne med eventuelt at skifte tv-pakke. 

»Vi har stor forståelse for, at det kan være frustrerende at opleve, at prisen på ens tv-pakke stiger, og vi står naturligvis klar til at hjælpe kunderne med, om de har den tv-pakke, der passer til deres behov,« skriver pressechefen. 

Michelle Hald forklarer, at priserne er nødt til at blive hævet for, at forretningen kan løbe rundt. 

»Vi har de seneste tre år holdt priserne i ro på vores små tv-pakker – men med de stigende udgifter, vi har til at kunne levere tv-pakker til kunderne, er vi desværre nødt til også at lade vores priser på de små tv-pakker stige for, at vores forretning kan løbe rundt,« siger hun.