Mere end 200 slagtede gæs, ænder og kalkuner er blevet beslaglagt af Fødevarestyrelsen.

Den store mængde fjerkræ er nemlig blevet slagtet og opbevaret uden de lovpligtige tilladelser, skriver TV Syd.

Julekødet stammer fra en gård på Kilegårdsvej 1 øst for Esbjerg, som Fødevarestyrelsen har mistanke om, at omkring 100 ænder, gæs og kalkuner allerede er blevet solgt fra.

Det er en alvorlig sag, når dyr bliver slagtet og solgt uden de nødvendige tilladelser og autorisationer.

»Hvis folk bliver syge, er det vigtigt, at vi kan finde ud af hvorfor, og hvor varen kommer fra. Har du spist et stykke kød, kan vi rykke ud og finde ud af, hvor dyrene går, og om de eksempelvis har spist forurenet foder,« siger specialkonsulent ved Fødevarestyrelsen Erik Jepsen til TV Syd.

Netop dette kunne Fødevarestyrelsen ikke finde ud af, da der hverken var datomærkning eller oprindelsessted på fjerkræet. Derfor opfordrer de også alle, der har købt fjerkræ fra gården, til at levere fjerkræene tilbage eller smide dem ud.

Fødevarestyrelsen rykkede ud til gården efter et tip fra en borger.

Ejerne af gården har ikke ønsket at udtale sig i sagen, men siger, at de er kede af situationen.