Drømmene er store.

Direktøren for dagligvarekæden Normal, Torben Mouritsen, har store målsætninger på sin virksomheds vegne.

Det fortæller han i Børsen.

Normal runder i næste uge butik nummer 500, men det er slet ikke nok.

»Udviklingen er surrealistisk for os alle, der har været en del af det her fra begyndelsen. Hvert eneste år har vi opnået mere, end vi havde håbet på. Men vi skal blive ved med at udvikle os, og hvis vi gør det, bør vi om ti år have 2.500 butikker. Som minimum. Det kan også være, at vi når 3.000,« siger Mouritsen til Børsen.

Og han har noget at have drømmene i.

I det seneste regnskabsår steg omsætningen med 50 procent til 4,5 milliarder kroner.

Normal kom ud med et resultat på 463 millioner kroner efter skat.

Kæden åbnede for ti år siden en enkelt butik i Silkeborg, siden er kæden så vokset stødt i Danmark og har udvidet med butikker i Europa.

I Børsen åbner direktøren nu op for, at der også skal ekspanderes uden for Europa.

Om Normals medvind siger B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen:

»Det er ubetinget en af de største succeser i dansk detailhandel. De er slet ikke til stede på nettet med en webshop, og alligevel buldrer de bare af sted,« siger han.

Forbrugerredaktøren mener ikke, at de 3.000 butikker er en urealistisk målsætning.

»Selvfølgelig kan de, som alle andre, komme til at satse forkert, og så skal der ikke meget til, før det går den anden vej. Men de har fundet et koncept, der virkelig virker. De produkter, de udvælger, vil de bare være billigst på, Det kan være tandpasta og barbergrej, som vi jo alle sammen bruger. De vinder altid på de produkter, når de er med i B.T.s pristjek,« siger han.

Børsen skriver, at Normal nu får en viceadministrerende direktør. Det bliver Jesper Due, der kommer fra supermarkedskæden Løvbjerg.