Stofa stopper med øjeblikkelig virkning salget af deres tv-boks.

»Den traditionelle tv-boks har svært ved at matche de moderne tv- og streaming-løsninger, og det er derfor, vi nu skifter strategi,« siger Sune Holm, senior director i Norlys, der ejer Stofa:

Det hører dog også med til historien, at tv-boksen fra Danmarks næststørste tv-udbyder tidligere har været under hård kritik – hvilket B.T. også har beskrevet.

Den første version fra 2017 blev hurtigt skrottet, da den ikke levede op til forventningerne, men også efterfølgeren fra 2019 kom famlende i gang.

»De film, vi nåede at leje i de få dage, vi havde den, virkede ikke. Boksen slukkede af sig selv eller genstartede. Den frøs konstant. Det var virkelig noget skidt,« som kunden Charlotte Marquardsen fortalte tilbage i 2020, hvor klagerne væltede ind.

Nu er det så slut.

Fremtiden er i stedet appbaseret for Stofa, der i stedet for boksen vil tilbyde kunder at købe en Apple TV-boks eller en Chromecast, når de køber et tv-produkt.

»Vi mener, at Apple og Google leverer de bedste og mest fremtidssikrede løsninger på markedet,« siger Sune Holm fra Norlys.

»Vi ønsker at have apps til alle de mest populære platforme for at gøre det både nemt og intuitivt at bruge vores løsninger. Vi kigger løbende på, hvordan vi kan gøre det endnu lettere at være kunde hos os.«

Stofa oplyser til B.T., at eksisterende kunder ikke umiddelbart vil mærke til ændringerne, da de beholder deres tv-bokse.

Ældre modeller vil dog begynde at blive udfaset i løbet af det kommende år, og de berørte kunder vil blive informeret.