Det forsvindende lave udbud af boliger til salg, som det seneste år bare er raslet ned, har fået værdien af de huse, som rent faktisk er på markedet, til at vokse.

Danskerne er købeklare og særligt i kommunerne omkring hovedstaden - hvor niveauet i forvejen er højt - er priserne steget betydeligt.

Men fremgangen kan også mærkes længere ude i landet - langt fra storbyerne - i de kommuner med de allerlaveste huspriser.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

For eksempel i Morsø og Lolland Kommune, som sammen med Tønder og Lemvig Kommune, har landets laveste kvadratmeterpriser, der alle ligger under 7.000 kroner i øjeblikket.

Netop i de to yderkommuner Morsø og Lolland - hvor der ikke plejer at være de store udsving - er huspriserne nemlig steget hele syv og ni procent på blot et år, hvor landsgennemsnittet til sammenligning for øjeblikket ligger en smule under prisniveauet fra sidste år.*

Det er et tegn på, hvor bred en effekt det store opsving på boligmarkedet det seneste år har haft, fortæller Mikkel Høegh, der er boligøkonom hos Jyske Bank:

- Når priserne stiger de mest oplagte steder, har det en tendens til at sprede sig som ringe i vandet. Det ser vi nu. Det er et udtryk for de positive effekter og ikke mindst den positive psykologi fra det øvrige boligmarked, som smitter af over helt landet. Dog er der nok ikke de helt samme prisstigninger i vente resten af året, da renterne nok forbliver på lige så lavt niveau som i dag, siger han til Boliga.dk.

Kvadratmeterpriserne på de udbudte villaer og rækkehuse i Lolland Kommune ligger i øjeblikket på 6.232 kroner efter en længere årrække, hvor udbudskvadratmeterpriserne har holdt sig under 6.000 kroner og nærmere de 5.000 kroner for en kvadratmeter.

På Morsø er kvadratmeterprisen steget til 6.736 kroner - hvor gennemsnittet sidste år lå på 6.281 kroner.

Boom i “billige" hushandler

Den store optimisme på boligmarkedet er således ikke noget, der blot har været forbeholdt boligområderne i og omkring storbyerne.

Og det afspejler sig også i handelsaktiviteten, hvor der i nogle af landets billigste områder også er blevet solgt langt flere huse end normalt:

For eksempel i Langeland Kommune, hvor antallet af solgte villaer og rækkehuse ifølge Boliga.dks salgsdata er steget 35 procent i 2020 i forhold til året før. Det er på landsplan kun overgået af Samsø Kommune, hvor antallet af hushandler er steget med 61 procent.

- Det lave udbud og ikke mindst restriktionerne fra pengeinstitutterne, der begrænser, hvor meget man kan belåne af sin indkomst, gør at nogle må gå på kompromis. Når køberne ser et boligmarked i så højt gear, hvor de ikke kan være med, så søger de andre steder hen, fordi de ikke kan blive ved med at vente på mere rolige tider og faldende priser i de “populære områder”.

- De fleste køber trods alt bolig efter behov, og hvis man ikke kan købe i byen, jamen så må man for eksempel flytte længere væk og pendle, siger Mikkel Høegh til Boliga.dk.

Ligesom huspriserne formentlig ikke vil stige i lige så højt grad resten af året, så forventer Mikkel Høegh heller ikke, at vi kommer til at se en lige så stor handelsaktivitet i år.

Se de aktuelle huspriser i din kommune her.

*Boliga.dk har opgjort de gennemsnitlige kvadratmeterpriser på udbudte villaer og rækkehuse til salg 1. marts 2021 og 2020 fordelt på kommuner og landsplan.