Stadig flere danskere bliver lokket til at handle på netbutikker med skarpe priser, hvorefter de – uden at vide det – bliver meldt ind i en klub, som trækker penge fra deres konto hver måned. Siden 2016 er antallet af klager over de såkaldte fordelsklubber mere end fordoblet.

»Det er bekymrende. Det har karakter af fælder, som mange ikke opdager.«

Sådan lyder reaktionen fra Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk. Han kalder forretningsmetoden »en moderne form for bondefangeri.«

I 2016 modtog Forbrugerombudsmanden 144 klager fra danskere, der pludselig opdagede, at der blev trukket penge fra deres konto hver måned, efter de havde handlet hos en netbutik.

Det tal var mere end fordoblet i 2018 til 311 klager, viser en opgørelse fra Forbrugerombudsmanden, som B.T. har fået aktindsigt i.

Det er typisk beløb i underkanten af 100 kroner, der bliver trukket månedligt.

»Forbrugerne bliver overraskede over medlemskabet, fordi det ikke fremgår tydeligt, når de køber varen. De opdager det oftest tilfældigt på deres kontoudtog,« forklarer Mette Saabye Maaløe, fuldmægtig ved Forbrugerombudsmanden, og forklarer:

»Ofte er der også en gratis prøveperiode. Det betyder, at man ikke bliver trukket for abonnementet samtidig med købet, og så opdager man det ikke.«

Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, kalder fordelsklubberne 'en moderne form for bondefangeri'.
Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, kalder fordelsklubberne 'en moderne form for bondefangeri'.
Vis mere

Hun forklarer, at firmaerne kan gøre sig skyldige i at vildlede forbrugerne.

»Som forbruger skal vi kunne stole på, at når vi ser prisen på et produkt, så er det prisen og ikke mere. Det må ikke komme som en overraskelse, når der bliver trukket penge efterfølgende. Det er vildledende, hvis man ikke oplyser om den ekstra pris, der kommer oveni,« siger Mette Saabye Maaløe.

Er du blevet snydt af en fordelsklub? Så vil vi gerne fortælle din historie. Skriv til npkj@bt.dk

Problemet med fordelsklubberne er blevet så presserende, at Forbrugerombudsmanden har gjort det til et fokusområde. Den 15. november 2018 politianmeldte Forbrugerombudsmanden fire netbutikker for at vildlede forbrugerne.

Den 9. januar gik de så ud og advarede mod hjemmesiden prisamok.nu.

Ifølge Vagn Jelsøe gør mange af fordelsklubberne sig ikke kun skyldige i at lokke kunderne ind i en klub. De vildleder også på deres netbutikker.

»Der bliver også angivet besparelser på varer, som efter alt at dømme er totalt fiktive. Når man spørger dem selv, hvor førpriserne kommer fra, så blafrer svaret i vinden. Rent prismarkedsføringsmæssigt bliver der udnyttet mange smuthuller her,« siger Vagn Jelsøe.

Både Vagn Jelsøe og Mette Saabye Maaløe understreger, at det ikke er alle de butikker, som vildleder kunderne til at melde sig ind i fordelsklubber, der reelt er banditter.

»Til tider er der tale om helt reelle erhvervsdrivende. Andre gange kan vi ikke komme i dialog med hjemmesiden, og så er det, at vi vælger at ty til et middel, hvor vi for eksempel går ud og advarer mod siden offentligt.«

»Det sker, hvis vi for eksempel får en stigning af klager inden for relativt kort tid,« siger hun.

De tvivlsomme fordelsklubber kan se frem til mere opmærksomhed fra Forbrugerombudsmanden.

»Der er flere sager på vej. Det er noget, vi har fokus på,« forklarer Mette Maaløe Saabye.