Der kan være mange penge at spare ved at leje sommerhus via udlejningsselskabernes norske og svenske hjemmesider.

Det viser et pristjek hos to af de største danske sommerhusudlejere.

Testen viser, at sommerhuse i både Danmark og udlandet bliver udbudt til en langt højere pris til danskere end til nordmænd og svenskere.

Den store prisforskel kan danskere helt lovligt benytte til at spare penge på leje af sommerhus.

Og der kan være rigtig mange penge at spare. Især hvis man lejer et stort sommerhus.

Et sommerhus i Sønderho på Fanø til 10 personer kan på Dancenters danske hjemmeside lejes en uge i juli for 11.187 danske kroner.

På Dancenters norske hjemmeside kan det samme sommerhus i samme uge lejes til for 14.726 norske kroner, hvilket svarer til 10.296 danske. På Dancenters svenske hjemmeside kan sommerhuset lejes endnu billigere til 13.685 svenske kroner, hvilket svarer til 9.748 danske.

Altså kan der spares 1.439 kroner ved at leje sommerhuset gennem den svenske hjemmeside.

Den samme finte kan med fordel anvendes, når man bestiller sommerhus i udlandet.

Et sommerhus til 10 personer i Crespina i Italien kan via Novosols danske hjemmeside lejes til 13.269.

Hvis man udskifter .dk med .no, kan det samme sommerhus lejes til 16.879 norske kroner svarende til 11.801 danske kroner. Altså en besparelse på 1.468 kroner.

Tilsvarende besparelse finder man på en lang række andre destinationer i såvel Danmark som andre lande.

Prisforskellen mellem de forskellige sites skyldes udsving i valutakurserne.

Det oplyser Phillip Hoeg Kildegaard, der er e-handels- og salgsdirektør i Novasol.

I en e-mail til B.T. skriver han, at der intet er til hinder for, at man som dansker kan foretage en billigere bookning i en udenlandsk valuta.

»Der kan være nogle praktiske forhold (kreditkort, leje og betalingsbetingelser, sprog etc.), som man skal være opmærksom på, hvis en dansker bestiller via en anden website, men der er intet til hinder for, at de kan gøre dette,« skriver han i en e-mail til B.T.