Der skal en del millioner til for at blive ejer af en villa på Frederiksberg i København. Med gennemsnitlige salgs-kvadratmeterpriser på 55.155 kroner i 2018 er kommunen nemlig landets dyreste sted at købe hus.

Men er dit hjerte faldet for den kendte komiker Omar Marzouks liebhavervilla i det eksklusive københavnerområde, er der måske mulighed for, at pengepungen nu også kan følge med.

Standup-komikeren har nemlig netop justeret prisen ned med lige præcis én million kroner, så der nu står 15.995.000 kroner på salgsopstillingen. Det viser oplysninger fra Boliga.

For millionbeløbet får man en villa fra 1886 på 219 kvadratmeter, der ifølge Bernstorff Estate, der har huset til salg, er 'respektfuldt istandsat fra kælder til kvist'. Adressen byder således også på en have med gamle frugttræer og legehus og også en altan med aftensol.

Liebhaverhandler

For øjeblikket skal der som minimum betales seks millioner kroner for at blive ejer af en udbudt villa i Frederiksberg Kommune. Og at der kan sælges liebhavervillaer i de to Frederiksberg-postnumre viste sig i særdeleshed sidste år.

I 2018 blev der nemlig solgt en villa på 460 kvadratmeter til hele 51,1 millioner kroner, hvilket var nok til at give ejendommen en plads i top tre over årets dyrest handlede huse, oplyser Boliga.

Omar Marzouk står blandt andet bag one-man showet 'Krig, terror og andre sjove ting' og satireprogrammet 'Omar skal giftes' - og så er det altså godt ti år på adressen, der måske snart er ved at få sin afslutning.

Se huset her