Hvad i alverden gør man, når alle de fødevarer, man er vant til at købe i supermarkedet, på ganske få uger og måneder er steget med 5, 10 og 20 kroner pr. vare?

Det spørgsmål stiller mange danskere sig i disse dage, når de gang på gang må løfte øjenbrynene og sikre sig, at der ikke er sket en grim fejl, når regningen gøres op ved kasseapparatet.

Et af svarene er, at man kan søge mod alternativer i samme supermarked.

For hver mærkevare, der eksisterer, er der et alternativ i form af supermarkedernes egne mærker – de såkaldte 'own brands' eller 'private labels'.

Hos Coop havde man forventet, at kunderne ville skrotte de dyrere mærker til fordel for Coops egne billigere mærker for at spare penge efter de massive prisstigninger, men det er ikke rigtigt sket endnu, oplyser Coop.

Hos Salling Group, der driver Føtex, Bilka og Netto, lyder det til gengæld, at kunderne styrter mod koncernens egne mærker, som lige nu sælges i rekordstort omfang.

Men hvor meget kan man så egentlig spare?

Det har B.T. undersøgt ved at samle en kurv med 22 varer hos CoopMad.dk og Føtex.dk.

I hver butik har vi samlet 22 mærkevarer som Stryhns, Mathilde og Lurpak og holdt dem op mod 22 lignende varer – bare i butikkens egne mærker som Salling, Budget, Coop og Xtra.

I begge tilfælde kan man få kurvene med butikkernes 'own brands' til tæt på halv pris af mærkevaren og dermed skære mindst 250 kroner af én kurv med dagligvarer.

»Det er en væsentlig besparelse. Det er meget overraskende for mig. Jeg havde skudt på, at vi havde ligget på en besparelse på omkring 20-25 procent, så det er en overraskelse, at vi er nærmere 50 procent,« siger Bruno Christensen, ekspert i detailhandel:

»Det er også derfor, vi kommer til at se, at butikkernes egne mærker kommer til at fylde en del i kurvene i den kommende tid. Butikkerne er klar til det og har længe udvidet sortimentet af billigere alternativer. Omkring hver tredje vare på hylderne er i dag egne mærker.«

Det til trods mener Bruno Christensen ikke, at supermarkederne har den store interesse i, at kunderne udelukkende køber egne mærker.

Mærkevarerne er nemlig et enormt godt trækplaster i tilbudsaviser, som har til formål at trække kunder ind i butikken.

Faktisk mener Bruno Christensen, at kundernes flugt mod de billigere mærker kan få konsekvenser for de dyrere mærker.

»Mit bud er, at mærkevareproducenterne iagttager situationen i det omfang, at de følger meget tæt med i, at markedet ikke glider for meget over til butikkernes egne mærker,« vurderer Bruno Christensen:

»Sker det, så vil de justere priserne ned, så de kan være med. Så den her udvikling kan sagtens skabe en reaktion.«